19. december 2006: Lov om obligatorisk videoovervågning på vej
Dansk Folkeparti har fremsat forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk videoovervågning i taxaer. Forslaget indebærer, at det bliver en obligatorisk pligt for taxivognmænd at installere tv-overvågning i taxier.

Reglerne om taxiers indretning og udstyr fremgår af bekendtgørelse nr. 399 af 4. maj 2006 om særlige krav til taxier m.v. Bekendtgørelsen indeholder primært regler, der tilgodeser passagerernes komfort og regler, der sikrer en effektiv kontrol med omsætningen i erhvervet (breddekrav til sæder, funktionskrav til taxametre og kontrolapparater osv.).

Videoovervågning, der alene sker inde i taxier, er ikke omfattet af det generelle forbud mod privates tv-overvågning i forhold til tv-overvågningsloven. I det omfang, der foretages tv-overvågning inde i taxier, vil der imidlertid skulle oplyses om overvågningen ved skiltning eller på anden tydelig måde.

Ifølge Datatilsynet anses videooptagelser af personale og kunder som personoplysninger, der er omfattet af persondatalovens regulering vedrørende blandt andet krav til datasikkerhed.

Derfor er der en række spørgsmål, som Færdselsstyrelsen ønsker belyst i høringsfasen, inden Folketinget kan tage beslutning om obligatorisk videoovervågning i taxier. Det drejer sig blandt andet om i hvilket omfang, spørgsmålet om videoovervågning i taxier indgår i – og må forventes at komme til at indgå i – aftaler mellem relevante parter på arbejdsmarkedet? Hvor mange taxavognmænd eller –firmaer, der allerede har indført videoovervågning i deres vogne efter de gældende regler? Hvad de økonomiske konsekvenser er for vognmændene, hvis forslaget gennemføres? Og om forslaget kan gennemføres på en sådan måde, at det sikres, at optagelser bevares forsvarligt og destrueres efter et bestemt tidsrum, og sådan at persondatalovens bestemmelser i øvrigt overholdes?

Beslutningsforslaget behandles straks i det nye år og fristen for bemærkninger i forbindelse med forslaget er den 11. januar 2007. 
 

18. december 2006: Ny taxilov vedtaget
Taxiloven har fået en justering for at imødekomme kommunalreformen. Loven blev enstemmigt vedtaget med 101 stemmer fredag den 15. december 2006. I loven er der blandt andet åbnet mulighed for etablering af kommunale fællesskaber. Loven betyder også, at der ikke længere er krav om geografisk begrænsning for en fritagelse af tilslutningspligten. Du kan se ændringer i loven nedenfor og læse mere om konsekvenserne i Dansk Taxi Tidende i januar 2007.

 

L 34 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om taxikørsel m.v. (Etablering af kommunale fællesskaber).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 15. december 2006

Forslag til Lov om ændring af lov om taxikørsel m.v.

(Etablering af kommunale fællesskaber)

 

§ l

I lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 517 af 24. juni 1999, som ændret ved § 17 i lov nr. 473 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, udgår », jf. dog § 15«.

2. I § 2, stk. 2, § 3, stk. 3, § 4 a, stk. 3, § 5, stk. 4, § 13, stk. 1 og 2, og § 14 udgår », jf. dog § 15,«.

3. Efter § 2 indsættes:

»§ 2 a. Kommunalbestyrelsen kan overføre den kompetence, der er tillagt kommunalbestyrelsen efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven, til et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.«

4. § 10, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

5. I § 12 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Transport- og energiministeren kan af hensyn til kundebetjeningen og på nærmere fastsatte vilkår efter ansøgning og høring af de berørte kommuner godkende, at en kommunalbestyrelse eller et kommunalt fællesskab udsteder taxitilladelser, der omfatter betjening af trafikale knudepunkter uden for kommunens eller det kommunale fællesskabs område.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

6. Efter § 14 indsættes:

»Transport- og energiministerens bestemmelse om etablering af eller indtræden i et kommunalt fællesskab

§ 14 a. Transport- og energiministeren kan af hensyn til kundebetjeningen på taxiområdet træffe bestemmelse om kommunernes pligt til at oprette, udvide deltagerkredsen af eller tilslutte sig kommunale fællesskaber efter lovens § 2 a.«

7. § 15 med tilhørende overskrift ophæves.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Transport- og energiministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 1, 2 og 7.

L 34

Forslag til lov om ændring af lov om taxikørsel m.v. (Etablering af kommunale fællesskaber).

Af transport- og energiministeren (Flemming Hansen (KF)).

Vedrørende: Transport- og Energiministeriet.
 

13. december 2006: Stå sammen
Ved en beklagelig fejl er lederen i Dansk Taxi Tidende nr. 12 2006 et genoptryk fra 2005. Dansk Taxi Råd beklager. Nedenfor kan du læse den korrekte leder for december 2006.
Om kort tid tager et nyt år sin begyndelse. Et år med store forandringer og enorme udfordringer. 2007 er ny taxilov, ny bekendtgørelse, nye kommunegrænser, nye bestillingskontorer. 2007 er nye måder at være vognmand på. Der er flere måder at gribe forandringerne an på, men der er kun én måde, der er rigtig. Nemlig at gå til opgaverne med åbent sind og tænke på, at når skæbnen lukker en dør et sted, åbner den samtidig et vindue et andet sted.

 

Verden står ikke stille, den er i konstant udvikling. Det er en udfordring at følge med forandringerne, men også den eneste måde, vi kan være med til at påvirke det liv vi lever og det erhverv vi driver. Vi må være klar til at tage kampen op med fremtiden selv om det betyder ændringer i vores hverdag. De ny kommunegrænser ændrer livet for flere selvstændige vognmænd på landet, der pludselig skal ind i et bestillingskontor. Det kan måske være vanskeligt, men som du kan læse i dette nummer af Dansk Taxi Tidende, så kan det ende med, at beslutningen bare bliver bedre og bedre for hver dag, der går i bestillingskontoret. Sådan oplevede en vognmand fra Mou i hvert fald forandringen. Og måske vil du opleve forandringer på samme måde, hvis du går til dem med åbent sind.

 

Taxibranchen står heller ikke stille. Det har været et rigtig godt år for erhvervet. Sidste hånd er ved at blive lagt på en ny taxilov og resultatet bærer præg af det gode samarbejde, som Dansk Taxi Råd har med myndighederne. Det er vigtigt, vi har en god dialog og er vores forpligtelser bevidst. At vi tager udfordringen op, taler vores sag og melder os i kampen for mere indflydelse på vores hverdag. Vi skal stå sammen – ikke bare overfor myndighederne. Men også over for den forening vi har til fælles. Dansk Taxi Råd har arbejdet ihærdigt for at hente gode tilbud og rabatter hjem til medlemmerne. Det er helt nødvendigt, at medlemmerne bakker op om ordningerne og viser loyalitet, så vi har et ordentligt forhandlingsgrundlag at arbejde videre fra i det ny år. Det er for jeres skyld vi arbejder for flere aftaler og det er jer selv I snyder, hvis I går uden om aftalerne eller ikke følger reglerne for at få

rabatterne.

 

Med håbet om at vi vil stå endnu stærkere sammen i 2007 ønsker jeg alle vognmænd i DTR og det danske taxierhverv en glædelig jul og et godt nytår. Også en julehilsen og et ønske om et stærkt samarbejde i 2007 med vores annoncører og samarbejdspartnere.
 

8. december 2006: Ny bekendtgørelse i høring
Kommunalreformen medfører ændrede krav til tilladelsesnummerpladen. Derfor har Færdselsstyrelsen sendt en ændring af bekendtgørelsen om særlige krav til taxier i høring, da den i dag indeholder krav til tilladelsesnummerpladen, som kolliderer med de ny kommunegrænser.

I udkastet til den ny bekendtgørelse foreslår Færdselsstyrelsen, at områdenummeret kommer til at svare til de kommunenumre, der er fastsat af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det betyder blandt andet, at alle de biler, der kører i København i dag, skal have skiftet 1 ud med 101 efterfulgt af tilladelsesnummeret. Den løsning finder direktør i Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg, alt for omstændelig.

”Dansk Taxi Råd anbefaler, at vi bibeholder det nuværende system med mindre justeringer. Der er ingen grund til, at kommuner som Odense og Aarhus skal skifte, når de ikke bliver lagt sammen med andre kommuner. Sammenlagte kommuner kan få det områdenummer, som der allerede er flest af, således færrest muligt skal skifte”, siger Trine Wollenberg.

Storkøbenhavns Taxinævn mener, at de kommunale fællesskaber bør have eget nummersystem begyndende med Storkøbenhavn, der får nr. 1. Desuden anfører de i deres høringssvar, at det foreslåede nummersystem fra Færdselsstyrelsen vil gøre livet vanskeligere for kunderne.

”En taxi, der i dag har tilladelsesnummer 1-1273 vil fremover skulle have nr. 101-1273. Det vil gøre det vanskeligere for kunder i et område med mange taxier at identificere vogne ved hjælp af de grønne tilladelsesnummerplader, fordi der bliver en længere og mere besværlig talkode at huske”, siger sekretariatschef, Jørgen Kjær.

Han mener desuden, at det vil være en psykologisk fordel for samarbejdet i de fremtidige kommunale fællesskaber, hvis tilladelsesnumrene er neutrale og ikke hægtet op på en bestemt kommune i samarbejdet. Derfor foreslår Storkøbenhavns Taxinævn også en løsning, hvor kommunale fællesskaber har eget nummersystem begyndende med nr. 1 i Storkøbenhavn.

Det ændrede områdenummer får en række konsekvenser for vognmændene. Det er ikke alene den grønne plade på bilen, der skal skiftes. Der kommer tilsvarende ændringer omkring nummeret på f.eks. selve papirtilladelsen, taxameterattesten og printkvitteringer.

”Der skal stilles om på taxametre og ændres i papirer. Derfor foreslår Dansk Taxi Råd også, at man foretager den praktiske øvelse så lempeligt som muligt”, siger Trine Wollenberg.

Storkøbenhavns Taxinævn foreslår yderligere i deres høringssvar, at taxiernes almindelige nummerplader helt erstattes med den grønne nummerplade, så tilladelsesnummeret bliver brugt som registreringsnummer.

”Det vil forenkle reglerne og samtidig gøre det muligt at se vognens tilladelsesnummer, når man står foran vognen. Derfor foreslår vi også, at Færdselsstyrelsen tager initiativ til at få det gennemført i den lovgivning, der regulerer det forhold”, siger Jørgen Kjær.

Dansk Taxi Råd har gennem længere tid ønsket netop dette og organisationen vil også i sit høringssvar til Færdselsstyrelsen argumentere for det fornuftige i kun at have en nummerplade på taxierne.

 

6. december 2006: Taxiindeks for 3. kvartal 2006
Danmarks Statistik har beregnet indeks for regulering af takster for taxikørsel. Indekset er steget fra 2. kvartal 2006 til 3. kvartal 2006 med 0,6 procent. Ved beregning af indekset for 2. kvartal 2006 er der sket en beklagelig fejl. Indekset burde være beregnet til 123,2 i stedet for 122,7, Danmarks Statistik oplyser, at der korrigeres for dette forhold i 3. kvartal 2006. Se skema her.
 

6. december 2006: Taxilov på trapperne
Taxiloven har som bekendt været førstebehandlet og efterfølgende sendt i udvalg. Nu ligger planen fast for lovens videre vej mod vedtagelse. Fredag den 8. december 2. behandles loven og torsdag den 14. december er det så den endelige 3. behandling. Ifølge Dansk Taxi Råds oplysninger tyder alt på, at loven går igennem som foreslået. Det betyder blandt andet, at en dispensation fra tilslutningspligten er uden særlige betingelser, hvilket organisationen finder bekymrende. Der forestår derfor et stort arbejde i efterfølgende at klargøre for de enkelte kommuner, at en vognmand, der får dispensation, har pligt til at passe sit område døgnet rundt, således bestillingskontoret i kommunen ikke skal agere sikkerhedsnet for den enligkørende vognmand.

6. december 2006: Gyldige kort og boner i Københavns Taxa
Sammenslutningen Københavns Taxa, der driver bestillingskontorerne 4x35 og BVH Taxa oplyser, at der er en række boner, der ikke længere godtgøres.

Se en oversigt over gyldige og ugyldige kort her

 

2. november 2006: Betalingsproblemer hos Taxi Reklame Danmark
Vognmænd fra Esbjerg, Hillerød, Helsingør, Ringsted og flere andre steder i landet oplever lige nu, at de ikke får penge som aftalt fra Taxi Reklame Danmark, der har pakket deres biler ind i reklamer. Flere har oplevet at stå med dækningsløse checks i banken og endnu flere har slet ikke modtaget noget fra virksomheden, der indtil for nylig var under tvangsopløsning.

Ifølge indehaveren af Taxi Reklame Danmark, Søren Simonsen, kan alle vognmænd imidlertid forvente at få deres penge snarest

”Vi har ekspanderet i udlandet og det har trukket på vores likviditet. Vores økonomi i Danmark har været under pres, mens vi har opdyrket nye markeder i Sverige, Norge og Grækenland. Samtidig har banken været benhård og afvist udskrevne checks på et tidspunkt, hvor der lige var et slip mellem indbetalinger og udbetalinger. Men det skulle være i orden nu. Vi har netop trukket en million hjem fra Grækenland og alle vognmænd får naturligvis deres penge”, forsikrer Søren Simonsen.

Han oplyser endvidere, at tvangsopløsningen af selskabet er trukket tilbage og udelukkende skyldes et for sent indleveret regnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

”Det er beklageligt, at vognmændene har måtte vente. Vi har trukket den lidt i ørerne, men de får deres betaling nu. Vi har fået den manglende likviditet vendt rundt og der er nu penge i kassen”, siger Søren Simonsen.

Dansk Taxi Råd afventer nu at betalinger falder som lovet ellers er en konkursbegæring under overvejelse, Hvis du oplever problemer med at få dine penge hos Taxi Reklame Danmark, så henvend til hos administrationen.
 

2. november 2006: Taxiloven sendt i udvalg
Forslaget til lov om ændring af taxikørsel, eller blot taxiloven kaldet i daglig tale, har været førstebehandlet i Folketinget den 24. oktober og er efterfølgende sendt i udvalgsbehandling. Der er endnu ikke sat nogen tidshorisont på dette arbejde. Efterfølgende skal loven 2. og 3. behandles før end den er gældende. Lovforslaget har som formål at justere taxiloven i overensstemmelse med den kommunale struktur, der følger af kommunalreformen. Det indebærer blandt andet, at kommunerne får mulighed for at etablere kommunale fællesskaber, der kan administrere taxiloven i flere tilgrænsende kommuner. Hidtil har kun hovedstadsområdet haft en sådan fælles administration. Lovforslaget indebærer også, at Storkøbenhavns Taxinævn nedlægges og ændres til et kommunalt fællesskab. Klik her for at følge behandlingen af taxiloven.

 

2. november 2006: Nyt takstsystem skal belønne stabil kørsel
I 22 år har Aalborg Taxa benyttet et takstsystem, der belønner taxiførerne med en højere indtjening, når de kører fornuftigt. Den idé har nu ramt Christiansborg, hvor politikerne barsler med en model, der skal belønne taxiførerne, når de kører stabilt frem for den nuværende model, hvor der tjenes flest penge, når der er godt pres på speederen. Det er transportordfører Henriette Kjær fra de konservative, der vil have systemet indført på landsplan, så alle taxier kører efter ens retningslinier. Hun bakkes op af de radikale, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
 

2. november 2006: Takststigning på 3,9 procent i hovedstaden
De københavnske taxivognmænd har fået en takstforhøjelse på 3,9 procent. Storkøbenhavns Taxinævn med ny formand i spidsen efterkommer dermed ønsket fra Dansk Taxi Råd. Ved takstforhøjelsen i 2005 fik branchen et forskud på 1,3 procent på grund af de eksploderende brændstofpriser. De 1,3 procent er videreført og lagt til taxi-indeksets 2,6 procent. Dette er sket, fordi branchen har indvilliget i at ansætte endnu en servicemedarbejder i lufthavnen og desuden givet afkald på Palmesøndag som en helligdag. Desuden har branchen dokumenteret ekstraudgifter på Dankortgebyr og Arbejdsskadeforsikring svarende til 1,05 procent.
 

2. november 2006: Sønderjyske vognmænd opruster chaufførjagten
Mandskabsmanglen er udtalt på landsplan, men nu har vognmændene i Sønderjylland gjort noget ved sagen. Gunnar Clemmensen, formand i Aabenraa, tog initiativ til et møde for at hverve ny arbejdskraft til branchen. Sammen med EUC Syd arrangerede han og en række andre taxikolleger et aftenmøde, hvor over 50 interesserede mødte op for at høre mere om erhvervet og mulighederne for at gå på kursus. Et kursus, der på det seneste har været svært at skrabe ansøgere sammen til. Og noget tyder på, at mødet har virket. De kommende taxi-kurser på EUC Syd er fyldt op.
 

27. september 2006: For få taxiførere bruger sele
Rådet for Større Færdselssikkerhed har udført en tælling af brug af sikkerhedsseler i Danmark. Generelt bruger flere privatbilister seler i år end sidste år. For første gang nogensinde er der også taxichauffører med i undersøgelsen, der kommer i kølvandet på forårets kampagne "Husk andre på selen". Imidlertid er det ikke noget prangende resultat, taxierhvervet kan fremvise. Af de ca 500 taxiførere, der blev talt med i undersøgelsen, havde kun 56 procent sele på i hverdagene. I weekenden er tallet helt nede på 48 procent - altså mere end hver anden taxifører kører uden sele.

”Når der er vedtaget en lov, skal den overholdes, selv om man ikke bryder sig om den. Mange taxiførere bryder sig ikke om at bruge selen, fordi det kan være katastrofalt for deres sikkerhed i en overfaldssituation. Langt de fleste er mere bange for at blive overfaldet end involveret i en ulykke, hvor sikkerhedsselen er med til at redde deres liv. Det er beklageligt, at ikke flere bruger sele, men det er måske ikke uforståeligt med den risiko, der følger med erhvervet”, siger John Lindbom, formand i Dansk Taxi Råd.
 

26. september 2006: Københavnsk aftale om clearing på plads 
Endelig er en ny aftale om clearing mellem de københavnske taxiselskaber faldet på plads. Der cleares fuldt ud fra den 1. oktober 2006, hvor den ny aftale træder i kraft. Det er samtlige bestillingskontorer i København, der har givet tilsagn om at opfylde de krav, som den ny aftale om elektronisk clearing rummer. Det har tidligere været et problem, at nogle selskaber ikke kunne opfylde sikkerhedskravene. Der er da også etableret en overgangsordning, således at den fulde elektroniske clearing først bliver en realitet fra den 15. august 2007.

Amager-Øbro Taxa har fået indtil denne dato til at foretage de nødvendige ændringer og foretage en betragtelig investering for at bringe deres udstyr på omgangshøjde med de øvrige selskabers. Amager-Øbro Taxa har på nuværende tidspunkt ingen integration mellem taxameter og terminal, hvilket betyder, at selskabet ikke kan opfylde kravene til specifikationerne over turenes forløb. Dette har bestyrelsen i Amager-Øbro Taxa imidlertid givet tilsagn om vil blive ændret og investeringerne foretaget, således at selskabet lever fuldt op til aftalen om elektronisk clearing den 15. august 2007. Selskabet indfører imidlertid magnetstriber bagpå kortene allerede fra årsskiftet hvorefter al manuel clearing er slut.

”Det er glædeligt, at alle københavnske selskaber nu er med i en aftale om elektronisk clearing. Det er meget tilfredsstilende for samarbejdet. Samtidig er det glædeligt, at vi nu har fået en øget sikkerhed, så vi kan garantere kundernes penge og sikre, at udvekslingen af data er korrekt” siger Palle Christensen, formand for Sammenslutningen Københavns Taxa.

Også konkurrencemyndighederne, der har været med ind over udførelsen af den ny aftale, glæder sig over aftalen.

”Konkurrencestyrelsen ser med tilfredshed på, at sagen på denne måde har fundet sin afslutning”, siger Line Kornerup Flittner, specialkonsulent i Konkurrencestyrelsen.
 

26. september 2006: Høringssvar om ny taxilov
Dansk Taxi Råd har sendt høringssvar i forbindelse med den ny taxilov til Færdselsstyrelsen. Generelt hilser Dansk Taxi Råd forslaget vedrørende indførelse af muligheden for at etablere kommunale fællesskaber på taxiområdet velkommen. Erfaringerne med Storkøbenhavns Taxinævn er gode og det er Dansk Taxi Råds opfattelse, at kommunale fællesskaber, hvor administrationen af taxiloven samles i en enhed – et taxinævn - vil danne grundlag for en mere effektiv forvaltning og en mere ensartet administration af reglerne for taxikørsel.

Dansk Taxi Råd mener dog, at muligheden for at flere kommuner kan etablere et fællesskab, også bør gælde for en enkelt kommune, således at kommunalbestyrelsen kan afgive kompetencer givet i henhold til taxiloven til et taxinævn, der etableres i kommune. Begrebet findes allerede i dag i en række kommuner, men alene som et organ, der indstiller til kommunalbestyrelsen. Dansk Taxi Råd finder det hensigtsmæssigt, at disse taxinævn også kan få beslutningskompetencen.

Hvad angår ændringen af taxilovens § 10, stk. 2 fremgår det af høringsbrevet, at kommunalbestyrelser får mulighed for at fritage taxitilladelser fra tilslutningspligten på betingelse af, at fritagelsen bliver fulgt op med et vilkår om, at tilladelsen fortrinsvis skal bruges til betjening af nærmere bestemte geografisk områder indenfor kommunen. Af lovteksten fremgår imidlertid ikke denne betingelse, idet der alene fremgår følgende:

§ 10, stk. 2:

Kommunalbestyrelsen kan midlertidigt eller for et ubegrænset tidsrum fritage en bevillingshaver for den i stk. 1. omhandlende pligt, såfremt det er foreneligt med betjeningen af offentligheden.

Det er Dansk Taxi Råds opfattelse at det utvivlsom må være en forudsætning, at såfremt en tilladelsesindehaver skal fritages fra tilslutningspligten, da skal tilladelsen behæftes med et vilkår om, at den skal betjene et nærmere geografisk område. Såfremt tilladelsen ikke behæftes med et sådan vilkår er det ensbetydende med, at tilladelsesindehaveren kan betjene hele kommunen på lige fod med de vognmænd, der er tilsluttet et bestillingskontor. Dette vil medføre en forskelsbehandling af vognmændene i kommunen, ligesom man må anse det som en konkurrencemæssig skævvridning.

Bestemmelsen i § 10, stk. 2 bør derfor tilføjes med formulering:

… og såfremt tilladelsesindehaveren i henhold til et fastsat vilkår jf. § 13, stk. 1, nr. 3 fortrinsvis skal betjene et bestemt geografisk område.

Ovennævnte formulering er som den kendes fra den nugældende taxilov og som vedrører kommuner over 20.000 indbyggere.

Dansk Taxi Råd finder det samtidig vigtigt, at en fritagelse fra tilslutningspligten sker på betingelse af, at tilladelsen skal være betjent også i aften og nattetimerne, ellers kan frygte, at tilladelsesindehaveren kun betjener området på de lukrative tider og på øvrige tidspunkter overlader serviceringen til bestillingskontoret i kommunen.

§ 10, stk. 2 bør derfor tilføjes med et yderligere punkt:

…samt udnytte tilladelsen i et nærmere bestemt omfang, jfr. § 13, stk. 1, nr. 1.
 

7. september 2006: Klar holdning til hastighed
Bestyrelsen i Dansk Taxi Råd har på seneste bestyrelsesmøde den 6. september diskuteret blandt andet fart og mediernes omtale af problemet. Det er vigtigt, at Dansk Taxi Råd tager afstand fra fartsynderne og har en klar politik på området blandt andet også om det moralske i, at bestillingskontorerne advarer mod hastighedskontroller.

”Vi må pleje vores image. Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Langt færre bliver dræbt, fordi hastighederne overholdes i forbindelse med indførelsen af klippekortet. Vi har en meget ringe sag, når vi advarer vores førere om fartkontroller. Bestillingskontorerne skal ikke skrive ud. Det skal stoppe med det samme”, sagde næstformand i Dansk Taxi Råd, Peter Kjærgaard, der for længst har stoppet udsendelser af advarsler om hastighedskontroller i Taxa Fyn.

Formand John Lindbom var fuldstændig enig.

”Vores image er, at vi kører alt for stærkt. Nu må vi gøre en indsats for at ændre det image. Skadestatistikken er på vores side – det er jo fremragende tal, men de forsvinder i mediernes afdækning af vores kørsel”, sagde John Lindbom.

Advarslerne og de dokumenterede hastighedsoverskridelser har store konsekvenser for erhvervet. Troels Vest Hansen, formand for Region Hovedstaden, mener ikke, at erhvervet får den indflydelse, som det er berettiget til, så længe vi opfører os umoralsk.

”Advarslerne skal stoppe lige på stedet. Så længe vi opfører os dobbeltmoralsk bliver vi ikke taget alvorligt af myndighederne”, sagde Troels Vest Hansen.

Ole Palsberg, formand for Region Sjælland, fortalte om sine erfaringer med at sidde med i trafikudvalg i Roskilde, hvor brugergrupper presser hastigheden helt i bund på veje, der er bygget til at køre både 60 og 70 km/t på. Han mente, der var alvorlige problemer med den måde, hvormed hastighederne på de danske veje fastsættes og ønskede en mere dynamisk politik på det område.

Troels Vest Hansen mente, at netop en ordentlig adfærd på sigt kunne sikre erhvervet indflydelse også på dette område.

”Dynamiske hastigheder opnås gennem indflydelse. Og den indflydelse får vi ikke medmindre vi stopper advarslerne og melder klart ud om vores politik. Vi skal overholde loven”, sagde Troels Vest Hansen.

Søren Kjær, formand for Region Midtjylland, mente ligeledes, at vi må overholde reglerne.

”Befolkningen har svært ved at forstå, hvorfor vi ikke overholder loven. Det giver os et dårligt ansigt udadtil. Jeg synes, det er vigtigt, at vi sender et signal om fleksibilitet og giver udtryk for vores holdning til fastsættelsen af hastigheder. Nogle steder skal den måske yderligere ned, mens den skal op andre steder. Vi skal arbejde ud fra et synspunkt om rimelighed”, sagde Søren Kjær.

Formand John Lindbom konkluderede, at der er bred enighed om, at bestillingskontorer ikke skal advare deres førere om hastighedskontroller og Dansk Taxi Råds helt klare holdning er, at loven skal overholdes.
 

7. september 2006: DTR vil ind i det trafiksikre selskab
Bestyrelsen har besluttet at arbejde målrettet mod en optagelse i Rådet for Større Færdselssikkerhed. Det betyder blandt andet, at Dansk Taxi Råd skal formulere en trafikpolitik og aktivt gøre tiltag for at gennemføre denne politik. Der pågår nu et arbejde i DTR med at definere indsatsområderne samt målsætningen og midlerne til at opnå disse.

Hastigheden er blandt andet et af de store emner sammen med erhvervets image. Målet med en trafikpolitik er blandt andet at medvirke til at begrænse antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikulykker, hvor taxier er impliceret og samtidig medvirke til at skabe en større tryghed i trafikken, samt i det hele taget arbejde for et bedre image blandt de øvrige trafikanter.
 

7. september 2006: Ny taxilov på trapperne
Bestyrelsen imødeser med stor interesse forslaget til den ny taxilov, der ventes at komme i høring om kort tid. Loven skulle blandt andet byde på en åbning for et kommunalt samarbejde i lokale taxinævn efter den model, der allerede kendes i Storkøbenhavn. Kommunerne kan altså gå sammen og lægge kompetencerne i et nævn. Det har været et stort ønske fra blandt andet Taxa Nordsjælland, der sidste år forsøgte at gøre øvelsen, men blev stoppet af den kommunale styrelseslov. Kompetencen kunne ikke videregives til f. eks. et nævn, men den mulighed ser altså ud til at åbne sig med den ny taxilov.

Bestyrelsen i Dansk Taxi Råd anså det for væsentligt, at denne mulighed også kommer til at gælde enkelte kommuner, således loven giver tilladelse til, at kompetence flyttes fra den tekniske forvaltning til et decideret etableret taxinævn. Troen er, at dette vil give en mere kompetent tilsynsmyndighed og et bedre samarbejde.

I forbindelsen med den omfattende kommunalreform har Færdselsstyrelsens melding hele tiden været, at reformen sagtens kan gennemføres i forhold til den nuværende taxilov. Der bliver tilslutningspligt medmindre den enkelte vognmand indgår en aftale med kommunen om at pålægge tilladelsen en geografisk afgrænsning. Der var bred enighed om, at ingen skal tvinges ind mod deres vilje og at den geografiske dispensation kan være en god løsning for de vognmænd, der fortsat vil køre uden for bestillingskontorerne. Fortryder de siden hen den beslutning skal de køre i bestillingskontoret. Bestyrelsen var enig om, at der bør være mulighed for at ændre tilladelsen, således man ikke binder sig for udelukkende at køre i et geografisk område, men kan ændre sin beslutning og tilslutte sig et bestillingskontor.

Imidlertid vil det fortsat være sådan, at bestillingskontoret i kommunen har kørselspligt uanset om der ligger en geografisk afgrænset bevilling i et område. Lukker den enkeltkørende vognmand sin telefon klokken 16.00, så har bestillingskontoret i kommunen pligt til at hente kunden uanset fremkørslens længde.

”Kørselspligten bekymrer mig. Aalborg Kommune giver ingen dispensationer, det er meldt klart ud, så vi får et meget stort geografisk område at dække”, sagde Gert Mark, formand for Region Nordjylland.

På sigt må alle nok gøre sig klart, at kommunalreformen får konsekvenser for hverdagen og at taksterne rundt om i landet muligvis skal gennemgå visse revideringer for at leve op til den ændrede geografi.
 

1. september 2006: Køreklar kommunalreform
Kommunernes Landsforening og Færdselsstyrelsen har gjort status på taxiområdet i forbindelse strukturreformen og kigget nærmere på de spørgsmål, der rejser sig forud for skæringsdagen den 1. januar 2007.

Helt overordnet handler det om tilladelsernes gyldighed, tilslutningspligt, forhold omkring kommuner, der deler sig og en praktisk løsning på områdenumrene.

På spørgsmålet om hvordan kommunerne skal forholde sig til tilladelser og godkendelser, der er udstedt før den 1. januar 2007, er svaret helt enkelt, at tilladelser til taxi-, limousine- og sygetransportvirksomhed bevarer gyldigheden efter kommunalreformens ikrafttræden. Det samme gælder førerkort. Godkendelser af ansvarlige ledere af sygetransportvirksomheder, der drives i selskabsform, godkendelser af bestillingskontorer og ansvarlige ledere er fortsat gyldige efter 1. januar 2007.

Omkring tilslutningspligten vurderer Kommunernes Landsforening, at hovedparten af kommunerne efter den 1. januar 2007 vil have 10 eller flere taxitilladelse. Et stort antal taxivognmænd, der hidtil har drevet virksomhed i tyndtbefolkede kommuner, vil som følge af kommunalreformen blive omfattet af tilslutningspligten.

Hvis det er foreneligt med hensynet til publikumsbetjeningen, kan den kommune, der har udstedt taxitilladelsen, efter aftale med indehaveren undtage en taxitilladelse fra at blive tilsluttet et bestillingskontor.

Rettigheder i henhold til tilladelser og godkendelser udstedt af kommuner, som ved kommunalreformen deles mellem flere kommuner, skal fordeles efter aftale mellem de pågældende kommuner og de berørte indehavere af tilladelser og godkendelser.

Endelig gør Færdselsstyrelsen opmærksom på, at de i øjeblikket arbejder på en løsning på det praktiske problem med områdenumre. Den ny struktur betyder nemlig, at en række kommuner vil have flere forskellige områdenumre inden for kommunen.
 

15. august 2006: Vejledning til at udfylde gammel trafikbog efter nye regler
I henhold til bekendtgørelse om særlige krav til taxier m.v. nr. 399 skal trafikbøger, der følger de gamle regler, udfyldes efter nye regler, hvad angår: Navn, antal cifre, tidspunkter, kørselsindtægter.

Navn – Førerens fulde navn skal påføres trafikbogen med blokbogstaver. Stempel må anvendes, men navnet skal i så fald stemples samtlige stamblade og kopier. Adressen skal ligeledes påføres.

Antal cifre – Samtlige tidsangivelser skal udfyldes med 4 cifre ( f.eks. kl. 7.30 skal udfyldes 0730). Samtlige kilometerangivelser skal udfyldes med 6 cifre (f.eks. 006030). Antal enheder og antal ture skal angives med det aktuelle antal cifre. Har man således kørt 5 ture, skal der blot anføres tallet 5.

Tidspunkter – Såfremt prisen for kørsel er beregnet på anden måde end taxameteret, skal begyndelsestidspunktet indføres i trafikbogen umiddelbart før kørslen påbegyndes- og sluttidspunktet samt det indkørte beløb umiddelbart efter turens afslutning.

Kørselsindtægter – Den totale omsætning for en vagt kan indføres uspecificeret i trafikbogen. Det der kan udspecificeres skal dog indføres separat f.eks. antal ture, uden taxameter og fejlture.

Udover ovennævnte skal trafikbog blot udfyldes som man plejer.

Eksempel på udfyldt trafikbog

 

19. juli 2006: Minister tryg ved fremtidens taxibetjening
Transportminister Flemming Hansen mener ikke, at taxibetjeningen i de tyndtbefolkede områder kommer til at lide under den ny kommunalreform.

Det er det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Prehn, der har stillet spørgsmål til ministeren om hvorvidt, han kan bekræfte, at kravet om tilslutningspligt får den negative konsekvens, at randområderne drænes for taxier.

”Det er ikke min vurdering, at tilslutningspligten vil få den negative effekt på taxibetjeningen i randområderne omkring de større byer”, skriver Flemming Hansen.

Han anfører i sit svar, at kommuner dog har mulighed for at fritage taxivognmænd fra at tilslutte sig et bestillingskontor.

”Det kan gennemføres ved, at kommunalbestyrelsen efter aftale med indehaveren af en taxitilladelse belægger tilladelsen med vilkår om, at denne fortrinsvis skal udnyttes til betjening af kunder indenfor et nærmere geografisk afgrænset området. Dette område kunne f. eks. være ”den gamle kommune”, som tilladelsen oprindeligt var bestemt for”, skriver Flemming Hansen, der også henviser til, at taxivognmænd, der bliver omfattet af tilslutningspligten, men ikke ønsker at køre i det eksisterende bestillingskontor, har mulighed for at etablere et nyt, som så skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Det er altså ikke ministerens opfattelse, at der bliver mangel på taxier i landområderne.

”Det skyldes blandt andet, at antallet af taxier fastsættes ud fra en vurdering af behovet for taxikørsel i kommunerne. Det er den enkelte kommune, der vurderer behovet for taxier og på den baggrund udsteder taxitilladelser. Dette vil også være tilfældet i de ny kommuner. For god ordens skyld skal det nævnes, at kommunerne ikke kan inddrage eksisterende tilladelser”, skriver Flemming Hansen, der også skønner, at tilslutningspligten giver en bedre udnyttelse af bilerne.

”Det er vanskeligt at vurdere, om de merudgifter, der er i forbindelse med tilslutning til bestillingskontorer, vil slå igennem med fuld styrke. Omkostningerne kan også – delvist eller fuldt ud – tænkes at blive opvejet af en forøget indtjening, som bestillingskontorerne kan bidrage til. Her tænker jeg særligt på den mulighed, bestillingskontorerne har for at tilrettelægge bestillingerne, så taxierne udnyttes bedre, dvs. at omfanget af ”tomkørsel”, hvor taxier kører uden passagerer, reduceres”, skriver Flemming Hansen, der har bedt Færdselsstyrelsen holde nøje øje med hele området i forbindelse med kommunalreformen.
 

19. juli 2006: Nye markeder for taxikørsel
Overalt i landet nedlægges rutebiler og erstattes af taxier. Det giver helt nye muligheder for taxierhvervet, der i højere grad vil servicere passagererne på landet og få en indtægtskilde ved kommunale teletaxi-ordninger.

Flere amtslige trafikselskaber mener ikke, der er basis for at drive reelle linier med rutebil på landet, da antallet af passagerer er stærkt faldende.

I Nordjylland står Nordjyllands Trafikselskab bag flere teletaxi-ordninger og specialkørselschef Nicolai Sørensen siger i dag til Jyllands Posten, at denne model er fremtiden.

”Det at samordne den kollektive trafik med den offentligt betalte taxakørsel kan meget vel være den eneste mulighed for at opretholde en vis form for kollektiv trafik ude på landet, fordi der er for få kunder til, at det her kan svare sig at drive kollektiv trafik,” lyder det altså fra Nicolai Sørensen til Jyllands Posten.
 

14. juli 2006: Ingen dispensation – gamle trafikbøger udfyldes efter nye regler
Færdselsstyrelsen har afvist at dispensere fra taxierhvervets ønske om at udfylde gamle trafikbøger efter de nuværende regler i stedet for at udfylde dem efter bekendtgørelsens nye regler. De gamle trafikbøger kan anvendes frem til den 1. januar 2008, men de skal altså udfyldes efter de nye regler. Det betyder, at der i visse tilfælde må skrives uden for felterne og ind over stregerne. Dansk Taxi Råd mener naturligvis ikke, at dette er hensigtsmæssigt, men Færdselsstyrelsen mener, at kontrolhensynet tæller højere.

”Det er styrelsens opfattelse, at de fornødne angivelser efter de nye regler, uden større problemer – i en overgangsperiode – kan indføres i de gamle trafikbøger”, skriver Flemming Thyssen, bilsagkyndig ved Færdselsstyrelsen i et svar til Dansk Taxi Råd, der umiddelbart efter bekendtgørelsens offentliggørelse rettede henvendelse til styrelsen med ønsket om dispensation.

”Det er helt urimeligt, at vi ikke har fået den dispensation. Hvis vi så havde muligheden for at investere i nye trafikbøger, så kunne man henvise til, at vognmændene selv traf et valg om hvorvidt, de ville have en ny trafikbog eller fortsat bruge den gamle med den risiko det medfører, når felterne ikke passer til det, der skal skrives. Men den mulighed får vi jo ikke. I København har Storkøbenhavns Taxinævn indkøbt trafikbøger til de næste seks måneder. Andre steder i landet har de tekniske forvaltninger måske et endnu større lager, som vognmændene skal igennem, inden de kan gå over til de nye. Det er helt hovedløst, Færdselsstyrelsen ikke dispenserer fra det krav, når vi ikke har nogen valgmuligheder”, siger John Lindbom, formand i Dansk Taxi Råd.

Dansk Taxi Råd havde også anmodet om dispensation fra kravet om, at den originale tilladelse skal ligge i bilen. Heller ikke her Færdselsstyrelsen imødekommet taxierhvervets ønske. Det er styrelsens opfattelse, at den originale tilladelse reducerer mulighederne for misbrug og derfor kan kravet ikke fraviges. Hvordan situationen med indregistring af en ny bil skal forløbe, når den originale tilladelse skal ligge i myndighedernes varetægt i de 3-4 dage den procedure tager, skriver Færdselsstyrelsen intet om.

Kun på et enkelt punkt har Færdselsstyrelsen valgt at imødekomme Dansk Taxi Råd. I bekendtgørelsen stilles der krav om, at der skal forefindes en taxameterattest med oversigt over placeringen af taxameter- og kontrolapparats hovedkomponenterne, som er udstedt af en taxameterkontrollant.

For de taxier, der har fået udstedt den gamle udgave af taxameterattesten gives der dispensation og den gamle attest kan altså benyttes indtil 1. marts 2007. For de taxier, der har fået udstedt den ny udgave af taxameterattesten, skal kravet i bekendtgørelsen opfyldes.

Endelig har Dansk Taxi Råd stillet spørgsmål vedrørende udfærdigelse af ny taxameterattest, når taxien er frikørt eller taxameteret afmonteres fra taxien.

Færdselsstyrelsen oplyser, at de har indført dette krav blandt andet på baggrund af et ønske fra skattemyndighederne. I den gamle bekendtgørelsen var der en manglende kontrolmulighed ved f. eks. at taxien kunne køre syv måneder fra den sidste taxameterattestudstedelse til taxien frikøres eller bilen udskiftes med en anden, uden at de sidste syv måneders indtjening og kørsel er registreret, andet end ved at det er skrevet ind i trafikbogen. Da alle oplysninger i trafikbogen kun kan kontrolleres ved hjælp af oplysninger fra taxameteret skønner Færdselsstyrelsen, at det har været nødvendigt at indføre kravet om ny taxameterattest ved frikørsel eller afmontering af taxameter.


14. juli 2006: Politisk flertal for videoovervågning i taxierne
Allerede i marts i år opfordrede socialdemokraterne beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til at overveje et lovforslag om videoovervågning i de danske taxier. Det var umiddelbart efter at en chauffør fra Århus var forsøgt kvalt med et stykke ståltråd under kørslen.

”Det er simpelthen ikke holdbart, at taxi-chauffører, der blot passer deres arbejde, i den grad udsættes for vold og trusler. I dag findes der overvågningskameraer i for eksempel busser, tog og metro. Nu må det være på tide, at der også sættes kameraer op i taxaerne”, siger Torben Hansen, socialdemokratisk medlem af Folketingets Trafikudvalg.

Imidlertid kom der intet ud af denne opfordring. Og nu er det så Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører, Kim Christiansen, der vil havde gjort videoovervågning af de danske taxier obligatorisk, udtaler.

Han mener, at overfald på danske taxichauffører er et stigende problem. Og med statistikken fra 3F, der viser mindst 30 grove overfald siden jul, har Kim Christiansen desværre ret. Tendensen er stigende og overfaldene bliver grovere og grovere. Kim Christiansen mener desuden at videoovervågning i hyrevognene udgøre en garanti både for kunder og chauffører i tilfælde af konfrontationer under kørslen.

”Videoovervågning af en taxi er nu blevet så billigt, at det er muligt at pålægge vognmændene den pligt at sikre deres chauffører og kunder mod overfald. Taxichauffører er i forvejen en af de dårligst lønnede og mest udsatte faggrupper i Danmark, og det er derfor ganske rimeligt, at der med en beskeden investering tages et kvantespring for at sikre deres arbejdsmiljø”, siger Kim Christiansen.

Han mener også at investeringen i videoovervågning vil fastholde chaufførerne længere i taxibranche, der er kendetegnet ved store udskiftninger af de ansatte.

”Desuden vil det også være en god investering for vognmændene i kraft af lavere udgifter til vedligeholdelse af hyrevognene. Det vil nemlig utvivlsomt mindske vognmændenes udgifter til rengøring og reparationer i taxierne, når kunderne bliver gjort bekendt med, at eventuelt hærværk kan bevises og resultere i erstatningssager, fastslår Kim Christiansen og bebuder, at han vil stille spørgsmål til Justitsminister Lene Espersen om indførsel af obligatorisk videoovervågning i danske taxier.

Og selv om regeringen i flere omgange har været afvisende overfor forslag og opfordringer, så tegner der sig nu et politiske flertal udenom Venstre og Konservative. Socialdemokraterne og Dansk Folkepart råder tilsammen over 71 mandater i Folketinget. Det forventes at SF og Enhedslisten med tilsammen 17 mandater støtter forslaget og dermed kan videoovervågning i samtlige danske taxier blive en realitet.
 

14. juli 2006: Metax-rabat til taxichauffører
Dansk Taxi Råd har forhandlet en aftale hjem, så også vognmændenes ansatte kan få glæde af billigere brændstof. Taxichauffører kan nu få 25 øre i rabat pr. liter benzin og 65 øre pr. liter diesel. Rabatten gives på listeprisen. Chauffører kan således altid være sikre på at spare minimum 25 eller 65 øre i forhold til listeprisen. Hvis prisen på en station er lavere end listeprisen minus rabatten, du kan opnå, er det den lavest pris du betaler for.

Også på bilvask er det muligt at spare penge. Som medlem af vaskeklubben betaler du 25 kroner for en standardvask. Ønsker du at passe på lakken kan du købe en Metax Plus vask til 70 kroner – normalprisen er 95 og du sparer altså 25 kroner.

Endelig tilbyder Metax en rabat på 375 kr. pr. 1000 liter fyringsolie leveret i tank på privatadressen.

For at gøre brug af rabatordningen skal du have et Metax konto- eller kontantkort. Det kan du bestille på www.metax.dk hvor du også kan se aktuelle listepriser på brændstof. Ved bestilling af kontokort skal du oplyse foreningsnummer 418.
 

12. juli 2006: Taxi Nord clearer ikke med Taxamotor
Clearingen i København er stadig ikke på plads, fordi Taxamotor endnu ikke har stillet den garanti, som Taxi Nord og Vest-Taxa har bedt om.

Taxi Nord har via et brev til Taxamotor den 27. juni bedt om, at selskabet stillede en garanti, da de tidligere har været i restance overfor Taxi Nord. Da Taxi Nord intet hørte rettede de ved mail den 30. juni henvendelse til Konkurrencestyrelsen og bad dem pålægge Taxamotor at stille den fornødne garanti.

”Vi har intet hørt fra hverken den ene eller den anden. Men vi vil ikke cleare så længe, der ikke er sikkerhed for vores betalinger. Taxamotor har åbenbart så dårlig en økonomi, at de ikke kan stille garantien”, siger Lars Christiansen, formand i Taxi Nord.

Her på hjemmesiden har DTR oplyst, at hele København clearer efter Konkurrencestyrelsens påbud, men Taxi Nord står altså endnu udenfor, indtil Taxamotor kan garantere Taxi Nords tilgodehavender.
 

3. juli 2006: Ingen nyfortolkning af taxiloven efter Silkeborg-dom
En nylig afsagt dom fra Silkeborg Byret er i visse medier blevet fremstillet som, at det nu er tilladt at køre i hvilket som helst område af Danmark uanset i hvilken kommune ens taxitilladelse er udstedt. Efter at have læst dommen må det konkluderes, at det er en noget vidtgående konklusion.

Anklagemyndigheden havde rejst tiltale mod en taxivognmand fra Them for i tre tilfælde at have kørt taxikørsel for kunder i Silkeborg. Dette fandt anklagemyndigheden for at være en overtrædelse af taxiloven og nedlagde derfor påstand om bødestraf til vognmanden.

Dommeren kom frem til, at der ikke er hjemmel til at straffe vognmanden for ovennævnte forhold, hvilket vil sige, at der rent strafferetligt ikke kan gives bøde, såfremt en taxi kører uden for eget tilladelsesområde.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at man i forhold til kommunen, der har tilsynet med tilladelserne, ikke kan betragte forholdet som en overtrædelse af taxiloven, hvilket i værste tilfælde kan medføre en tilbagekaldelse af tilladelsen.

Det er således Dansk Taxi Råds opfattelse, at man fortsat må henholde sig til Færdselsstyrelsens fortolkning af taxiloven, hvilket er, at taxien enten skal starte eller slutte i den kommune, hvori tilladelsen er udstedt.
 

3. juli 2006: Clearingen genoptaget i København
Clearingen i det storkøbenhavnske område er genoptaget efter Taxamotor har meddelt, at selskabet nu kan tage alle de øvrige selskabers kort som betaling. Aftalen om clearing trådte i kraft den 1. juli og fortsætter frem til den 1. oktober i år, hvor en ny aftale træder i kraft såfremt Konkurrencestyrelsen ikke har indvendinger mod aftalens indhold, der blandt andet har skærpede krav til sikkerheden.
 

22. juni 2006: Taxi Nord ansætter ny direktør 
Den 1. juli tiltræder den 29-årige Carsten Aastrup, der er cand. merc. fra handelshøjskolen i København (CBS), en nyoprettet stilling som direktør i Taxi Nord. Carsten Aastrup overtager hermed det daglige ledelsesansvar fra formand Lars Christiansen, der fortsætter som bestyrelsesformand i Taxi Nord.

Taxi Nord har tilknyttet 300 vogne og beskæftiger mere end 700 medarbejdere. Den årlige omsætning udgør kr. 275 millioner kroner.
 

20. juni 2006: Nyt taxiindeks for 1. kvartal 2006
Danmarks Statistik har beregnet indeks for regulering af takster for taxikørsel. Indekset er steget fra 4. kvartal 2005 til 1. kvartal 2006 med 1,2 procent.

 

20. juni 2006: Frikørsels-aftale med Skat på Sjælland
DTR har indgået en aftale med Skat på Sjælland om procedure ved frikørsel af biler. Kørebøger skal indleveres ved personlig henvendelse til motorkompetencecentret i Taastrup. Betingelserne få at få frikørt en taxi skal naturligvis være opfyldt. Det betyder, at man ikke kan komme med kørebøger før tiden og kilometerantal er opfyldt, 2 år og 250.000 km eller 3 år og 210.000 km. km skal gøres op pr. bog.

Kontaktpersonen hedder Susanne Faxø og kan træffes på tlf. 7237 6548. Du skal ringe inden ankomsten, så vil kontaktpersonen møde dig i ekspeditionen. Det samme gør sig gældende ved afhentning af kørebøger efter gennemgang. Normalt vil ekspeditionstiden være 4-7 dage. Ved indlevering til dit lokale toldkammer vil ekspeditionstiden tage forsendelstiden til Taastrup, ca. 4 dage ekstra.
 

14. juni 2006: Ny nævnsformand i København
Storkøbenhavns Taxinævn har fået ny nævnsformand. Posten, der tidligere blev beklædt af Erik Eefsen, er nu besat af den socialdemokratiske borgmester i Brøndby, Ib Terp, der blev borgmester den 1. juni sidste år efter 27 år i byrådet i Brøndby Kommune. Ny næstformand i Storkøbenhavns Taxinævn bliver det konservative kommunalbestyrelsesmedlem, Jette Bøgeby fra Frederiksberg.
"Vi har haft et godt og fornuftigt samarbejde med myndighederne, herunder også Storkøbenhavns Taxinævn. De har lyttet til os og sat sig fornuftigt ind i erhvervets betingelser. Det håber vi naturligvis fortsætter", siger formand for region Hovedstaden i DTR, Troels Vest Hansen.
 

12. juni 2006: Ringsted serviceres af Randers Taxa

Efter en meget omskiftelig periode med mange generalforsamlinger har Ringsted Taxa endelig fundet fred i et fremtidigt samarbejde med Randers Taxa, der senest fra årsskiftet skal servicere vognmændene i Ringsted Taxa. Med 10 stemmer for, ingen imod og to blanke, blev forslaget om at skrive under på en administrationsaftale med Randers Taxa vedtaget ved en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af maj.
"Vi er glade for beslutningen og forventer et godt og stabilt samarbejde til fordel for alle vognmændene", siger næstformand Jes Nielsen fra Ringsted Taxa.
 

8. juni 2006: Beslutning om taxier i busbanerne til efteråret
Teknik – og Miljøudvalget i København besluttede på et møde den 7. juni 2006, at Forvaltningen ved Teknik og Miljø skal undersøge ordningen om taxier i busbaner lidt nærmere førend en endelig beslutning herom kan tages. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at undersøgelsen er færdig i løbet af sensommeren, således at en endelig beslutning om taxier i busbaner kan tages i efteråret.
 

2. juni 2006: Generalforsamling i DTR 
Svendborg dannede rammen om Dansk Taxi Råds generalforsamling i slutningen af maj 2006. De udendørs udstillere fra Mercedes og Volvo bad vejrguderne om at holde den sydfynske havneby fri for de værste byger og det lykkedes stort set at gennemføre en generalforsamling i solskin.

Indenfor var der heller ikke optræk til sorte skyer i organisationen. Nordjylland fremkom med kritik, men ellers var der generel enighed om fremtiden i Dansk Taxi Råd. Godt 200 deltagere mødte op og det var Søren Madsen, formand for Svendborg Taxa, der bød velkommen til sin egen hjemby og fortalte stolt om byens aner. Også fremtiden er interessant for Svendborg, der lige nu har 25 tilladelser, der vil vokse til 35-40 tilladelse med kommunalreformen næste år.

”Vi er positive overfor kommunalreformen og har fået etableret et godt samarbejde”, sagde Søren Madsen.

Flere tilkendegav samme holdning til kommunalreformen i forbindelse med et regionsudvalgsmøde op til generalformsamlingen. Her fortalte formand for Næstved Taxa, Henrik Pedersen, at der det seneste år har været holdt møder med landvognmændene rundt om nuværende Næstved Kommune og alle har meldt ud, at de er interesserede i at køre i Næstved Taxa.

”Imidlertid aner vi ikke, hvor meget kørsel vi får i den ny Næstved Kommune, så det er da lidt bekymrende, men det er absolut positivt, at vi har fået etableret et godt samarbejde med landvognmændene”, sagde Henrik Pedersen.

På generalforsamlingens talerstol henviste John Lindbom til både Bornholmer-modellen og altså nu også Næstved-modellen i forhold til de kommende ændringer på Danmarkskortet.

”Det er vigtigt, at regionerne sætter sig ned og beslutter sig for, hvad de gerne vil have. Skriver en ønskeseddel for deres område, så bestyrelsen har noget at arbejde ud fra”, sagde John Lindbom.

Generalforsamlingen varede godt to en halv time og blev traditionen tro styret med kyndig hånd af Valle, tidligere formand for DTR og nuværende formand i Aarhus Taxa.

Både beretning og årsrapport blev enstemmigt godkendt og valg af de to næstformænd var også hurtigt overstået. Der var ikke kommet forslag til kandidater ind inden fristen den 31. marts 2006 og således kunne både Peter Kjærgaard, Taxa Fyn og Benny Jensen, Bornholms Taxa, fortsætte arbejdet. Som suppleanter for de to blev valgt Torben Kirketerp fra Esbjerg Taxa og John Christensen fra Tinglev Taxa.

På posten som kritisk revisor blev Benni Paulsen fra Sønderborg Taxi genvalgt efter han i efteråret kom ind fra suppleantposten efter Gert Mark, der blev regionsformand i Nordjylland. Genvalgt blev også Poul Erik Dahl, Codan Taxi og endelig blev Palle Jacobsen, Vordingborg Taxa, valgt som suppleant.

 

Læs flere artikler og se billederne fra generalforsamlingen i Dansk Taxi Tidende, der udkommer den 22. juni 2006.
 

2. juni 2006: Konkurrencestyrelsen frikender Dansk Taxi Råd
Da fire bestillingskontorer blev ransaget den 10. januar 2006 efter anmeldelse fra Taxa Motor fik også Dansk Taxi Råd besøg af Konkurrencestyrelsen, der gennemsøgte administrationen fra gulv til loft, beslaglagde computere og standsede al arbejde.

Ganske som forventet fandt Konkurrencestyrelsen intet af belastende karakter i Dansk Taxi Råd og har nu godt fem måneder efter ransagelsen afsluttet undersøgelsen. I et brev til DTR skriver Konkurrencestyrelsen:

”Konkurrencestyrelsens undersøgelse af konkurrenceforholdene blandt de storkøbenhavnske taxiselskaber har – ud over clearingsamarbejdet, der blev behandlet på Konkurrencerådets møde i dag (31. maj 2006, red.) – også omfattet taxiselskabernes aktiviteter, herunder evt. rabatkoordinering og konsortieaftaler i forbindelse med tilbudsgivning til større firmakunder.

Konkurrencestyrelsen kan oplyse, at styrelsens undersøgelser af disse forhold ikke har afdækket konkurrencebegrænsende aftaler eller adfærd, der giver anledning til at forfølge problemstillingerne yderligere.

Undersøgelsen, der indledtes med kontrolbesøg den 10. januar 2006, betragtes derfor som afsluttet”.

 

2. juni 2006: Stadig håb om taxier i hovedstadens busbaner
Dansk Taxi Råd tog lidt af en halvulovlig genvej gennem busbanerne, da organisationen i lidt for stor hast lod taxierne køre i netop disse. Flere kilder oplyste nemlig, at Borgerrepræsentationen med overvældende flertal havde besluttet at lade taxierne køre i de københavnske busbaner. Men det som Borgerrepræsentationen rettelig havde besluttet med overvældende flertal, var at sende spørgsmålet videre til Teknik- og Miljøudvalget, der skal behandle sagen og komme med en indstilling til Borgerrepræsentationen.

Dansk Taxi Råd har rettet henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget og argumenterer i et brev for, at den eneste logiske beslutning er at lade taxierne køre i busbanerne.

”Vi har kæmpet i årevis og vi giver ikke op. Det giver ingen mening, at København er den eneste europæiske storby, der skal tilbyde kunderne langsommere ture til højere priser, fordi politikerne ikke kan indse det, som alle de øvrige europæiske bystyrer har indset, nemlig at det eneste fornuftige er at lade taxierne køre i busbanerne og på den måde sikre fremkommeligheden. Ikke kun for taxien og dens kunder, men også for alle de andre transportmidler i byen”, siger formand for Dansk Taxi Råd, John Lindbom, der har anmodet om foretræde for Teknik- og Miljøudvalget forud for stillingtagen til spørgsmålet, således taxierhvervet sikrer sig, at den rette information danner grundlag for beslutningen.
 

22. maj 2006: Ny bestyrelse i Ringsted Taxa
Ringsted Taxa har på en ekstraordinær generalforsamling valgt ny bestyrelse efter en urolig periode med skiftende bestyrelsesmedlemmer. Uroen skyldes, at vognmændene har været delt i spørgsmålet om hvem, der skal servicere Ringsted Taxa efter aftalen med Taxamotor er sagt op.
Ny formand i Ringsted Taxa er Hans Hansen, der tidligere har siddet i bestyrelsen. Han bakkes op af næstformand Jes Nielsen, der tidligere har været formand i foreningen samt tre øvrige bestyrelsesmedlemmer, der alle stillede deres kandidatur til rådighed på betingelse af, at Ringsted Taxa ikke som tidligere vedtaget melder sig ind i Taxa Selandia, men derimod indgår en serviceringsaftale med Randers Taxa.
"Mandag den 29. maj stemmer vi om at indgå aftale med Randers Taxa. Vi mener, det er til foreningens bedste og har fuld tillid til den aftale, vi kan få med Randers Taxa. Det var betingelsen for, at vi stillede op til bestyrelsen og medlemmerne har givet os deres opbakning", siger Jes Nielsen.

 

17. maj 2006: Ny bekendtgørelse om indretning og udstyr 
Den 1. juni 2006 træder der nye regler i kraft om taxiers indretning og udstyr. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. en ophævelse af kravene til indvendige mål ved sæder, så flere køretøjsmodeller kan anvendes til taxikørsel. Desuden er der sket en præcisering af reglerne for udfyldelse af trafikbøger og der er indført krav om kontrolapparat i alle taxier. Endelig er der indført mulighed for central elektronisk registrering af trafikbogsoplysninger hos bestillingskontoret i stedet for de manuelt udfyldte trafikbøger. Læs bekendtgørelsen her. 
 

9. maj 2006: Ny konsulent i DTR 
Dansk Taxi Råd har ansat Asim Malik som konsulent i den ledige stilling efter Trine Wollenberg, der er ny direktør. Asim Malik er 27 år, cand. jur. fra Københavns Universitet og tidligere ansat i Dansk Industris afdeling for medarbejderforhold og overenskomster. Asim Malik begynder arbejdet med at servicere medlemmer i Dansk Taxi Råd den 15. juni.


28. april 2006: På med selen fra den 1. maj 
Fra den 1. maj 2006 skal alle taxiførere anvende sele – også når der er kunder i vognen. Den hidtil gældende fritagelse af taxichauffører for selepligt ved erhvervsmæssig kørsel med passagerer er nemlig ophævet. Dansk Taxi Råd havde ellers i et høringssvar til Justitsministeriet argumenteret for ikke at kræve førerne fastspændt under kørsel med kunder med henvisning til blandt andet de mange ubehagelige overfald første del af 2006 har været plaget af. Det var jo netop hensynet til taxiførernes sikkerhed, der førte til dispensation for selen i 1995. Men det har justitsministeren altså ikke skelet til i sin ny bekendtgørelse, der er offentliggjort i dag og træder i kraft den 1. maj. Også reglerne for fastspænding af børn er blevet skærpet. Klik her og se reglerne for fastspænding af børn.
 

25. april 2006: Nye krav til fastspænding af børn
Den 1. maj skærpes reglerne for fastspænding af børn i bilen, idet børn under 135 cm generelt skal anvende godkendt sikkerhedsudstyr som barnestol eller selepude. Disse regler får også indflydelse for fastspænding af børn i taxier.
Hvis ikke der findes godkendt sikkerhedsudstyr i taxien, skal børn under tre år sidde på bagsædet uden sele. Børn over tre år, men under 135 cm, skal sidde på bagsædet og være spændt fast med en almindelig sele.
Hvis der findes sikkerhedsudstyr i taxien skal dette naturligvis anvendes.

Indførelsen af højdekravet er en lidt forvirrende nyhed i loven og da de færreste kører rundt med en tommestok i lommen, er rådet fra DTR’s juridiske eksperter, at du altid placerer barnet på bagsædet og spørger om alderen. Under tre år er det ingen sele. Over tre år er det med sele.

Ved skolekørsel kan der blive brug for at placere børn på forsædet. En række medlemmer har spurgt, hvad de så skal gøre. Her gælder det, at børn under 135 cm skal anvende sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt for at sidde på forsædet. Så har du sikkedsudstyr i bilen kan du altså godt sætte barnet på forsædet.
Overtrædelse af reglerne giver klip i kørekortet.
 

24. april 2006: Påbud om københavnsk clearing udsat
Konkurrencestyrelsens påbud om tilsagn af clearing med Taxamotor er udsat. Styrelsen havde bedt de københavnske selskaber, der ikke clearer med Taxamotor, om at give tilsagn herom senest den 3. maj og begynde selve clearingen senest den 10. maj i år. Påbuddet er imidlertid udsat, da Konkurrencerådets behandling af sagen er udsat til rådets næste møde den 31. maj. Et eventuelt påbud om clearing forventes derfor tidligst i midten af juni.

 

24. april 2006: Ingen blokade i lufthavnen
En række taxichauffører har opfordret til blokade i Københavns Lufthavn i Kastrup i dag i forbindelse med, at de nye regler for trafikregulering trådte i kraft i morges kl. 05.00. De ny regler betyder, at på lige dage må kun taxier med lige bevillingsnumre søge hyre i lufthavnen og tilsvarende for de ulige bevillingsnumre, der kan søge hyre i lufthavnen på ulige datoer.

”Der er ingen blokade i lufthavnen. Klokken 7 i morges var der masser af taxier. Omkring vores spidsbelastningstidspunkt kl. 8.45 begyndte taxierne at køre herfra og her til formiddag forsøger medlemmer af Aktionsgruppen, der har opfordret til blokaden at overtale andre til at køre herfra. Der er lidt spredt fægtning, men stadig masser af taxier, der henter kunder”, siger Marie Louis Lotz, leder af taxiservicekorpset i Københavns Lufthavn i Kastrup.

”Der er lige nu en lidt længere ventetid på en taxi. Kunderne står her omkring fem til ti minutter, inden de får en vogn, men vi henviser til optagepladsen ved indenrigsgården, hvor der holder masser af taxier. Vi ringer ikke efter taxierne, men beder kunderne gå derhen eller vente, til der kommer vogne frem her, hvilket der hele tiden gør. Så en blokade kan vi ikke tale om”, fastslår Marie Louis Lotz overfor Dansk Taxi Råd kl. 9.30 på blokadens første dag.

Aktionsgruppen har varslet, at blokaden vil løbe frem til klokken 07.00 i morgen tidlig.

Formanden for Dansk Taxi Råd, John Lindbom, tager skarpt afstand fra blokaden og finder det meningsløst at lade kunderne bøde for et problem, som branchen selv har pådraget sig.

”Vi har på adskillige måder forsøgt at regulere trafikken i lufthavnen. Vi har etableret korttursrække og da den ikke fungerede, ansatte vi servicemedarbejdere. Da det heller ikke var nok, reducerede vi holdepladsen med 60 pladser, hvilket fik folk til at holde steder, de ikke må. Derfor har vi nu valgt denne løsning”, forklarer John Lindbom, der samtidig opfordrer alle taxiførere, der tager deres arbejde seriøst, om at køre i lufthavnen efter de gældende regler og ligeledes udtrykke afstandtagen til den formålsløse boykot.
 

11. april 2006: Første spadestik til Selandia-domicil
En gylden spade ført af formanden for Region Sjælland, Kristian Ebbensgaard (V), løftede i går det første læs jord fra byggegrunden på Jættevej 50, hvor Taxa Selandia opfører et nyt moderne kontorhus på 500 kvadratmeter, der skal danne rammen om Taxa Selandias central og administration.

Frosten var knap krøbet af jorden og Kristian Ebbensgaard spøgte da også med, at han tidligere har prøvet at knække spaden i det øjeblik, han tog første stik. Det skete heldigvis ikke og han kunne ønske Taxa Selandia et godt byggeri.

”Jeg er glad for at se, I har taget den ny geografi til jer. I håber på mere kørsel og det kommer, hvis I viser konkurrencedygtighed”, sagde Kristian Ebbensgaard.

Bagefter var det Ringsteds socialdemokratiske 1. viceborgmester, der prøvede kræfter med den gyldne spade og roste Taxa Selandia for det geografiske valg.

”Vi har en god infrastruktur. Det er nemt at komme til og fra Ringsted og vi forventer os meget af den gode geografiske placering i regionen. I Vestsjællands Amt lå vi i udkanten, men med Region Sjælland ligger vi centralt, derfor synes jeg også, Taxa Selandia har gjort et klogt og rigtigt valg ved at placere deres nye kontorhus her i kommunen”, sagde Benny Christensen .

Endelig greb Ole Palsberg til den gyldne spade og tog det tredje spadestik i sin egenskab af formand for Taxa Selandia.

”Det er en fantastisk forløsning endelig at komme i gang. Med opførelsen af dette nutidige kontorhus tilfører vi Region Sjælland et vitalt og handlekraftigt centrum, der konkurrencedygtigt kan løse alle typer af transportopgaver. Vi samler simpelthen trådene og har et godt geografisk udgangspunkt i Ringsted, der ligger centralt i regionen”, sagde Ole Palsberg.

Med foreløbig 133 taxier fra Roskilde, Køge og Holbæk bliver kontorhuset på Jættevej regionens absolutte centrum for transport. Ved årsskiftet kommer Ringsted Taxa til med 19 vogne. Også bestillingskontoret for den siddende patientbefordring i Roskilde Amt, BRAM, får adresse på de nybyggede kvadratmeter, der vil stå indflytningsklar primo september.

”Med indflytningen i september er vi klar til udfordringerne på det kørselsmæssige område, når arbejdet i regionen for alvor ruller den 1. januar 2007”, siger Ole Palsberg.
 

11. april 2006: Ringsted Taxa skrotter Taxamotor
Efter enorm utilfredshed med serviceringen i Taxamotor har Ringsted Taxa valgt at opsige administrationsaftalen med det københavnske selskab og er i stedet blevet en del af Taxa Selandia. Flere andre selskaber har været overvejet, men Ringsted Taxa har altså fundet indflydelsen størst i Taxa Selandia. På en generalforsamling den 10. april stemte otte for medlemskab af Taxa Selandia, mens fem vognmænd hellere havde set en serviceringsaftale med Randers Taxa.

”Vi er glade for, at valget faldt på Taxa Selandia. Vi tror på, at vores indflydelse bliver større her og vi bedre kan påvirke vores egen hverdag. Samtidig er det et umiddelbart logisk valg, når Taxa Selandia vælger at bygge kontorhus til central og administration i Ringsted”, siger Henning Lind, nyvalgt formand efter Jes Nielsen, der har valgt at trække sig fra formandsposten af personlige årsager.

Ringsted Taxa håber, at de snarest muligt kommer i gang med at løse de praktiske udfordringer omkring skiftet, så de er klar til at køre i Taxa Selandia ved årsskiftet.
 

6. april 2006: Pressemeddelelse om trafikregulering i Københavns Lufthaven
Dansk Taxi Råd har i dag sendt en pressemeddelelse ud om de ændrede forhold i Københavns Lufthavn i Kastrup. Efter ønske fra ledelsen i Københavns Lufthavn, har DTR foreslået en regulering af trafikken efter lige og ulige endetal på bevillingspladen.

 

6. april 2006: Kvinde i spidsen for taxierhvervet

Dansk Taxi Råd får en kvinde i direktørstolen, når 35-årige Trine Wollenberg tiltræder som rådets nye direktør den 1. juni 2006. Trine Wollenberg er cand. merc. jur. fra Handelshøjskolen i Århus, gift og mor til tre døtre. Hun kom til Dansk Taxi Råd i 1998 og har indtil i dag fungeret som konsulent. Hun har igennem sit arbejde opnået et indgående kendskab til taxilovgivningen i Danmark, erhvervets betingelser og vilkår samt et godt overblik over medlemmerne i Dansk Taxi Råd, som hun ofte er i daglig kontakt med telefonisk og møder i øjenhøjde som dirigent ved foreningernes generalforsamlinger.

”Det er en stor udfordring, men jeg kender taxibranchen og ved hvad jeg går ind til. Jeg er glad for den tillid, som bestyrelsen har vist mig, ved at lade mig få opgaven, og i samspil med de politisk valgte sikre forholdene for de danske vognmænd og en hensigtsmæssig udvikling af erhvervet”, siger Trine Wollenberg.
 

4. april 2006: Næstformændene fortsætter
Medlemmernes frist for indsendelse af forslag til generalforsamlingen – herunder kandidater til Dansk Taxi Råds to næstformandsposter – er udløbet. Der er ikke indkomne forslag og det betyder, at Peter Kjærgaard og Benny Jensen fortsætter som næstformænd i organisationen. Bestyrelsen i Dansk Taxi Råd kan fortsat fremsætte forslag til generalforsamlingen.
 

4. april 2006: Vis hensyn ved hovedbanegården
DSB renoverer i øjeblikket Københavns Hovedbanegård, hvilket betyder, at selve banegårdspladsen foran bygningen er afspærret. Imidlertid benytter mange taxier den lille sluse ved Hotel Plaza. Det skaber trafikale problemer i området, oplyser DSB og henstiller til, at taxier benytter holdepladsen overfor Tivoli eller afsætningspladserne i Rewentlovsgade. DSB beklager meget de gener ombygningen måtte forvolde for byens taxier, men det er meget vigtigt at følge skiltningen i området og ikke finde på alternative smutveje, fordi det skaber mere kaos end orden omkring hovedbanegården.

 

24. marts 2006: Konkurrencestyrelsen kræver samarbejde
Konkurrencestyrelsen har påbudt fem københavnske bestillingskontorer at genoptage clearingen af boner med Taxa Motor. Konkurrencestyrelsen mener, at Taxa 4x35, Codan Taxi, Taxi Nord, Vest-Taxa og BVH Taxa har overtrådt konkurrenceloven ved at udelukke Taxa-Motor fra clearingsamarbejdet. Derfor skal de fem bestillingskontorer senest den 3. maj meddele Taxa Motor, samt kunder, vognmænd og chauffører i selskabet, at clearingsamarbejdet er genoptaget. Samtidig ønsker Konkurrencestyrelsen dokumentation for at dette er sket. Senest den 10. maj skal samarbejdet med Taxa Motor genoptages.

Indstillingen fra Konkurrencestyrelsen underkastes nu en partshøring inden Konkurrencerådet tager endelig stilling til sagen.

”Jeg noterer mig, at afgørelsen er foreløbig og vi har fået en frist for indsendelse af kommentarer i forbindelse med sagen. Det er klart, at vi igen vil prøve at forklare Konkurrencestyrelsen, hvorfor et samarbejde med Taxa Motor ikke lader sig gøre, så længe de ikke kan leve op til de sikkerhedsmæssige krav, som vi stiller til hinanden i aftalen om clearing”, siger formand i Codan Taxi, John Lindbom.

Sagen er i flere omgange blevet kædet sammen med Dansk Taxi Råd, hvor John Lindbom er formand. Sagen er endog blevet kaldt pinlig for DTR.

”Men denne sag har intet med DTR at gøre. Det er korrekt, at Trine Wollenberg har udformet aftalen om clearing, men den seriøse læser af Konkurrencestyrelsens rådsnotat vil også bemærke, at der ikke er noget i vejen med aftalen. Den er præcis som den skal være. Det, der bliver kritiseret, er, at Taxa Motor ikke er blevet tilbudt aftalen. Og det har DTR intet med at gøre. DTR har udført et stykke arbejde på bestilling fra deres medlemmer. Det er sådan, foreningen fungerer”, siger John Lindbom, der er træt af, at hans formandskab for brancheorganisationen trækker DTR med ind i denne sag.

”Det her er et spørgsmål mellem de københavnske bestillingskontorer og involverer ikke DTR. Konkurrencestyrelsen regnede med, at de ville kunne finde en masse beviser hos DTR på koordineret adfærd i forbindelse med udbud. Derfor foretog de også kontrolbesøg i brancheorganisationen. Men den sag er jo faldet til jorden med et ordentligt brag”, siger John Lindbom.

I indstillingen fra Konkurrencestyrelsen lyder det blandt andet:

”Det er på baggrund af den i sagen foreliggende dokumentation Konkurrencestyrelsens opfattelse, at taxiselskaberne Taxa 4x35, Codan Taxi, Taxi Nord, Vest-Taxa og BVH Taxa i strid med konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. § 6, stk. 3 har indgået i en konkurrencebegrænsende samordnet praksis i forbindelse med forberedelsen og gennemførelsen af opsigelsen overfor Taxa Motor. Det er endvidere Konkurrencestyrelsens opfattelse, at taxiselskaberne ved den gennemførte opsigelse har misbrugt deres kollektivt dominerende stilling på markedet for taxikørsel og det tilknyttede marked for clearing af taxiboner og kontokort i Storkøbenhavn i strid med konkurrencelovens § 11, stk. 1.”

Konkurrencestyrelsen henviser desuden til sagen om Dantaxi fra 2000, hvor taxiselskaber landet over ikke ønskede at cleare med århusianske Dantaxi. Denne sag røg hele vejen til Konkurrenceankenævnet.

”Sagen er jo langt fra slut endnu. Denne sag kan også ende med at gå videre til Konkurrenceankenævnet og derfra til landets domstole. Det må vi vurdere som sagen skrider frem”, siger John Lindbom.

Senest den 7. april skal parterne indsende deres bemærkninger til Konkurrencestyrelsens udkast og herefter fremlægger konkurrencestyrelsen sagen for Konkurrencerådet, der forventes at behandle sagen på rådets møde den 26. april.
 

24. marts 2006: Større trafikrenovering i København
Østerbrogade i København skal sikres mod trafikuheld. Målet er at forbedre forholdene for de mange krydsende fodgængere ved at gøre gaden mere overskuelig. Parkeringsbaner skal indsnævre gaden til ét kørespor i hver retning mellem Trianglen og Jagtvej. Det eksisterende fodgængerfelt ved Gustav Adolfs Gade bliver suppleret med fortovsudvidelser. Således bliver der ét kørespor i hver retning mellem Trianglen og Nøjsomhedsvej. På strækningen mellem Jagtvej og Nøjsomhedsvej bliver der etableret en busbane mod byen. Samtidig kommer der 3 fremrykkede busstoppesteder, to ved Gustav Adolfs Gade og ét ved Marskensgade, for at sikre, at busserne bedre kan komme igennem.

Anlægsarbejdet på Østerbrogade er et led i ”Trafiksikkerhedsplan for København”, som har til formål at reducere antallet af alvorligt tilskadekomne og dræbte i trafikken. Planen blev vedtaget i maj 2001 af det tidligere Bygge- og Teknikudvalg.

Arbejdet forventes igangsat ultimo marts 2006 og forventes afsluttet medio juni 2006.

I hele anlægsperioden fortsætter trafikken på Østerbrogade mellem Trianglen og Jagtvej i ét spor i hver retning. Det kan være nødvendigt at køre ekstra forsigtigt, og at vise hensyn til andre trafikanter og vejarbejderne.
 

24. marts 2006: Høring om brugen af sikkerhedsseler
En revideret bekendtgørelse om brug af sikkerhedsseler træder i kraft den 1. maj 2006. Lige nu er udkastet til bekendtgørelsen i høring og punktet med taxichaufførers fritagelse for at anvende sikkerhedssele ved erhvervsmæssig kørsel med passagerer er helt faldet ud af den ny bekendtgørelse.

”Det er jo et paradoks, at vi i en tid med flere og flere overfald på taxifører, skal fritages for retten til hurtigt at kunne komme ind og ud af bilen” siger formand i Dansk Taxi Råd, John Lindbom, der lige nu arbejder sammen med administrationen om et høringssvar, der vil kæmpe for taxiførers ret til ikke at anvende sikkerhedssele.

Også et andet aspekt omkring brugen af seler er til debat i øjeblikket, hvor Dansk Folkeparti vil have taxifører fritaget for ansvaret omkring fastspænding af børn under 15 år

”Det er og bliver et forældreansvar, at børn under 15 år er fastspændt , og det er også fornuftigt, at fastspænde børn i taxier og busser, men ligefrem at true et erhverv på levebrødet , mener vi i Dansk Folkeparti ikke er rimeligt . Det ville svare til at straffe en skolelærer , hvis en af eleverne begår butikstyveri i det store frikvarter”, siger medlem af folketingets retsudvalg ofr Dansk Folkeparti, Kim Christensen.

Formanden i Dansk Taxi Råd er helt enig i den betragtning.

”Det er også vores ansvar, når forældrene er med. Det er jo fuldstændig vanvittigt. Og i øvrigt kører vi ofte med udsatte grupper af børn, som måske har vanskeligt ved at sidde stille og forstå reglerne. Hvad hvis et barn med DAMP eller andre adfærdsmæssige problemer konstant sidder og spænder selen op, skal vi så straffes”, spørger John Lindbom.

Desværre ser det ikke ud til, at Dansk Folkeparti kan opnå flertal for deres forslag om, at taxier omfattes af den samme undtagelse, der gælder for busser.

”Taxier bliver i stigende grad brugt til kørsel med børn til skole og andre institutioner i kommunalt og amtsligt regi , og her synes jeg ikke det er rimeligt, at chaufføren skal risikere sit kørekort , blot fordi et barn har løsnet sin sele. Hvis en vognmand vælger at køre skolekørsel i en 10 personers bus, så skal børnene ikke fastspændes , hvorimod dette er tilfældet hvis han kører i personvogn. Det er jo helt tåbeligt”, siger Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti.
 

14. marts 2006: DTR skal have ny direktør
Direktør Søren Genét har fundet nye udfordringer som direktør i Taxa Selandia og forlader derfor Dansk Taxi Råd den 1. juli 2006. Søren Genét blev ansat i Dansk Taxi Forbund i 1988 som konsulent og siden forfremmet til direktør i 1992.

Der foreligger nu bestyrelsen en opgave med at finde en afløser for Søren Genét. Bestyrelsen håber, at præsentere medlemmerne i Dansk Taxi Råd for navnet på Rådets ny direktør til generalforsamlingen i Svendborg den 30. maj 2006.
 

10. marts 2006: Nyt fra bestyrelsen
Formand John Lindbom orienterede bestyrelsen om seneste nyt i forbindelse med Konkurrencestyrelsens undersøgelser af fire københavnske bestillingskontorer samt DTR, som fandt sted i februar 2006. Konkurrencestyrelsen har endnu ikke meldt ud. Seneste nyt er, at Konkurrencestyrelsen har indhentet kontoudtog fra et bestillingskontor for at afdække, hvor store beløb TaxaMotor skylder i forbindelse med den gamle clearingaftale. Der cleares fortsat ikke med TaxaMotor, da selskabet ikke lever op til kravene i den ny aftale.

Troels Vest Hansen orienterede om det øvrige clearingsamarbejde, der forløber udmærket. Der er store besparelser forbundet med elektronisk clearing og fakturering og næste skud på stammen er clearing af spærrelister, så man kan slippe for uheldige episoder med stjålne boner.

Formanden oplyste, at der har været afholdt evalueringsmøde vedrørende forsøgsperioden med færre taxier i Københavns Lufthavn i Kastrup. Der er fortsat for mange taxier og der arbejdes med nye forslag, der kan halvere vognparken ved lufthavnen. DTR har foreslået, at man regulerer efter et princip om, at på lige datoer har lige bevillingsnumre tilladelse til at optage kunder i lufthavnen og på ulige dage kan de ulige bevillingsnumre køre i lufthavnen. Forslaget er nu under overvejelse i lufthavnen.

Dansk Taxi Råd har ikke modtaget nyt i forbindelse med revideringen af taxiloven fra hverken ministeriet eller Færdselsstyrelsen.

Der er indgået aftale med Svend Christensens Autohus A/S om rabat på 2 procent på køb af ny bil til taxikørsel. I stedet for den kontante rabat kan køber vælge en SCA taxipakke bestående af overtræk, måtter og lys. Der kan også med fordel tegnes servicekontrakter ved bilkøb på fornuftige vilkår. Der er fortsat forhandlinger med Mercedes. Bremseaftalen er fornyet, men der er stadig ikke udsigt til rabat på biler.

Regionsformændene orienterede om arbejdet i rådets nye regionsbestyrelser. I region Syd fortalte Jan Ravnsgaard Poulsen om arbejdet med etablering af et selskab, der kan byde på udbudt kørsel i hele regionen. Vedtægterne er under overvejelse samtidig med at selve selskabets form diskuteres i bestyrelsen.

I region Sjælland, hvor Ole Palsberg er formand, har der netop været afholdt møde. Emnet var den siddende patientbefordring, som regionens vognmænd er meget interesserede i at byde på, når aftalerne med Falck løber ud i 2007 i Storstrøms Amt og Vestsjællands Amt.

I Nordjylland mødes regionsbestyrelsen i slutningen af marts, hvor kommunalreformens konsekvenser skal diskuteres. Man regner fra nordjysk side med, at arbejdsindsatsen primært skal lægges i etablering af nye bestillingskontorer.

I region Hovedstaden orienterede Troels Vest Hansen om, at man i fællesskab havde besluttet ikke at byde på HS-kørslen, da alt for meget var overladt til tilbudsgiver i licitationsmaterialet. Man har forsøgt at få hævet servicetiden på skolekørslen for Københavns Amt. Der er lige nu et minut til at samle op og et minut til at sætte af. Det er for lidt og der bliver sat mange penge til i den forbindelse. Troels Vest Hansen oplever villighed fra amtet til at drøfte problemet og KTS har varslet, at der køres skarpt efter kontrakten. Samtidig er kommunalreformen også på dagsordnen i region Hovedstaden, som hele det store Nordsjællandske område falder ind under. Der hersker stor uvished blandt myndighederne og dermed er det vanskeligt at træffe beslutninger, da præmisserne endnu er ukendte.

Regionsformændene var enige om, at deling af viden og erfaringer er helt nødvendigt. Derfor blev det besluttet at udveksle referater og dermed trække på hinandens ressourcer.

Endelig diskuterede bestyrelsen høringsnotaterne fra Færdselsstyrelsen i forbindelse med de indretningsmæssige krav til taxier. Limousinerne bliver sandsynligvis udstyret med kontrolapparater ligesom alle taxier skal indrettes med sædekontakter. Frilygten bliver valgfri og det diskuteres fortsat om toplygten kan udstyres med logo fra bestillingskontoret.

Næste bestyrelsesmøde finder sted den 26. april 2006.
 

3. marts 2006: TØF konference om organisering af handicap- og specialkørsel
Formanden i Dansk Taxi Råd, John Lindbom, deltager i paneldebatten om organisering af handicap- og specialkørsel i lyset af strukturreformen på en konference arrangeret af Trafikøkonomisk Forening. Konferencen finder sted onsdag den 15. marts 2006 i Kolding.

Som det efterhånden er alle bekendt kommer der nye streger på landkortet fra den 1. januar 2007. Dette får konsekvenser for blandt andet handicap- og specialkørslen, der er en samlebetegnelse for en lang række offentligt betalte befordringsordninger, som eksisterer parallelt med kollektiv trafik. Amter og kommuner betaler kørsel for et sted mellem 1 og 2 mia. kr. årligt. Organiseringen af handicap- og specialkørsel varierer utrolig meget. En meget decentral organisering er det mest almindelige. Denne organisering har fordele og ulemper. Fordelene er, at kørslen organiseres tæt på brugerne og løbende kan tilpasses behovet. Ulempen er en svingende transportfaglig kvalitet i tilrettelæggelsen samt dårlig ressourceudnyttelse. Kommunesammenlægninger og flytning af amtslige sociale opgaver til kommunerne vil kræve nye måder at organisere kørslen på.

På konference forsøger TØF at sætte fokus på mangfoldigheden i organiseringen og på behovene hos tre store brugergrupper. Handicap- og specialkørsel har i årevis været et næsten usynligt område. Konferencens ambition er at samle de vigtigste elementer til et bedre overblik.

Konferencen finder sted på onsdag den 15. marts 2006 kl. 10.00 – 14.15 på Comwell i Kolding, Skovbrynet 1, Kolding. Det koster 1.800 kroner at deltage for nuværende medlemmer af TØF og 2.295 kroner for alle andre, hvilket også inkluderer et medlemskab af TØF for det kommende år.

Du kan læse mere og tilmelde dig konferencen på www.toef.dk. 
 

10. februar 2006: Samarbejde mellem Hjørring og Skive
Fra den 1. marts vil telefoner til Skive Taxi om natten og i weekenderne blive taget i Hjørring Taxas administration. Skive Taxi benytter det samme system som Hjørring Taxa og bestyrelsesmedlem Malthe Vestergaard forventer ikke at der vil opstå problemer med betjeningen af kunder. Aftalen om delbetjening betyder også, at al administrationen af Skive taxa bliver ført i Hjørring, så der kan spares på udgifterne i Skive.

Hjørring Taxa har henvendelser fra flere mindre selskaber og vognmænd, der gerne vil høre om mulighederne for et samarbejde.

”Der er penge at spare og en mere fornuftig udnyttelse af både tid og penge: Samtidig kan vi jo se omkring os, at flere og flere etablerer samarbejder på kryds og tværs for at imødegå udgifterne og sikre en sund økonomi i virksomhedernen”, siger Malthe Vestergaard, der lige nu er i gang med at lægge sidste hånd på det kontraktlige arbejde i forbindelse med Skive Taxa. 
 

6. februar 2006: Taxitilladelser på tid
Der er enighed i taxibranchen om, at der er for få taxier i hovedstaden i dagtimerne mandag til fredag mellem 07.00 og 17.00 samt aften/nat fredag og lørdag. Et stigende antal pirattaxier peger også i retning af, at der er behov for flere taxier på disse tidspunkter. Derfor overvejer Storkøbenhavns Taxinævn at udstede tilladelser til kørsel i specifikke tidsrum. Det overvejes at disse tilladelser forsynes med røde plader og høje numre, så det er nemt at kontrollere om tilladelserne bliver misbrugt.

Ideen om disse tidsbestemt taxier modtages positivt af erhvervet, der dog ønsker, at der samtidig bliver skabt sikkerhed for at taxametrene i disse vogne kun kan bruges på de godkendte tidspunkter, som taxien har tilladelse til at køre i. Dette kan blandt andet ske via trafikdirigeringsanlæggene på centralerne. 
 

1. februar 2006: Taxa Selandia rykker til Ringsted
I løbet af sommeren skifter Taxa Selandia Roskilde ud med Ringsted, hvor selskabet i øjeblikket er ved at få bygget et nyt hus til Taxa Selandias administration. Planerne har været på tegnebordet længe og flere ejendomme har været i søgelyset, men nu vælger Taxa Selandias ledelse altså at bygge et hus til formålet på adressen Jættevej i Ringsted. Målet er at kunne levere en optimal service i hele region Sjælland. Derfor har Taxa Selandia valgt at bosætte sig mere centralt i den nye store region, der omfatter hele Sjælland med undtagelse af Hovedstaden og Nordsjælland, der sammen udgøre Region Hovedstaden.

Formand for taxa Selandia, Ole Palsberg, ser frem til flytningen og ikke mindst til at præsentere Taxa Selandia for vognmændene i Ringsted og omegn.

”Vi ser frem til et godt samarbejde og glæder os til at vise vognmændene, hvad vi kan tilbyde inden for Taxa Selandia”, siger Ole Palsberg.


10. januar 2006: Ny aftale om rabat på dæk
Dansk Taxi Råd har indgået en aftale med Nordisk Dæk Import om rabat på køb af dæk. Aftalen er landsdækkende og du skal bruge dit nyudsendte medlemskort, hvis du vil benytte dig af de fordelagtige priser. Medlemskortet skal fremvises hos Nordisk Dæk Import, der registrerer dit køb og orienterer DTR, som sender en faktura til dig. Nordisk Dæk Import har siden begyndelsen i 1970 vokset sig til en af Skandinaviens største leverandører af dæk og hjul til alle typer køretøjer.

Klik her for at se en prisoversigt

 

4. januar 2006: Fejlagtige oplysninger om taxierhvervet i Industriens Dagblad
Dansk Taxi Råd har i dag sendt nedenstående pressemeddelelse ud til danske medier efter en artikel i Industriens Dagblad, der var behæftet med flere grove usandheder og fejlagtige oplysninger om taxierhvervet.

 

En artikel i Industriens Dagblad d.d. under overskriften ”Omfattende lovbrud blandt taxichauffører” indeholder så forkerte tal og udlægninger, at Dansk Taxi Råd finder det nødvendigt at præcisere.

 

Det fremgår, at der er 4.200 taxier i Danmark. Det korrekte tal er 5.300. Til at køre disse taxier er der omkring 10.000 chauffører. Når Danmarks Statistik således oplyser, at der i 2004 blev noteret 1.116 overtrædelser af taxilovgivningen, svarer dette således ikke til hver fjerde, som artiklen påstår, men hver tiende.

 

Artiklen oplyser ikke hvilke overtrædelser, der er tale om. Ifølge en opgørelse fra Storkøbenhavns Taxinævn handler en tredjedel af overtrædelserne om, at en taxifører er blevet noteret for at tage kunder op udenfor de afmærkede taxiholdepladser. Et tilsvarende antal er noteret for at have udfyldt trafikbogen mangelfuldt.

 

Artiklen indeholder desuden den påstand, at mere end halvdelen af fartbøderne en fredag og lørdag bliver udstedt til taxiførere. Ifølge vicepolitiinspektør Gert Sejbak fra Københavns Politi er dette ikke korrekt og politiet har ingen statistik, der viser, hvilke biler, der bliver noteret i fartkontroller.

 

”Politiet har ingen automatisk registrering, der fortæller om bøder for hastighedsovertrædelser er begået af taxichauffører eller andre. I en automatisk fartkontrol tilskriver politiet bilens ejer ud fra bilens registreringsnummer. Hvis politiet skulle udarbejde en statistik over taxichauffører, skal vi manuelt ind og se samtlige film igennem og registrere hver gang, der optræder en taxi. Og det har vi ikke gjort eller tænkt os at gøre”, siger vicepolitiinspektør Gert Sejbak til Dansk Taxi Råd.

 

Gert Sejbak fremhæver derimod at der med klippekortets indførsel den 1. september 2005 er sket en væsentlig forbedring omkring hastighedsoverskridelser begået af taxier.

 

”I det hele taget er der sket en forbedring. Hvor politiet før havde fat i hver 3. taxi er det nu hver 4-5 taxi. Selv med de mindre sjuskefejl er der sket en forbedring”, siger Gert Sejbak.

 

Dansk Taxi Råd henviser yderligere til en opgørelse fra Forsikringsselskabet Trafik, der viser, at antallet af skader på taxier forsikret i Trafik er faldet med 20 procent siden klippekortets indførelse.

 

Dansk Taxi Råd finder det urimeligt, at dårlig journalistik og decideret fejlagtig research skal kaste skygger over taxierhvervet.

 

”Det er ikke rimeligt, at et helt erhverv skal svines til, fordi en journalist ikke kan læse en statistik eller tage sin research alvorligt. Artiklens tema om moral på job burde være et emne, som Industriens Dagblad internt tog op efter den her fejlagtige omgang sludder”, siger formand i Dansk Taxi Råd, John Lindbom.

 

For yderligere kommentarer eller korrekte oplysninger om taxierhvervet:
Direktør i Dansk Taxi Råd, Søren Genét, tlf. 3877 7890/ 2222 2202
Formand i Dansk Taxi Råd, John Lindbom tlf. 4014 4729

Info om Dansk Taxi Råd:

Dansk Taxi Råd er en landsdækkende erhvervs- og interesseorganisation for Danmarks taxivognmænd, og de foreninger disse lokalt er organiseret i. Organisationen repræsenterer mere end 4000 taxier og mere end 95 procent af landets taxiselskaber.
 

10. januar 2006: Skat-razzia i taxierne
I løbet af februar sidder lokale skattefolk på skolebænken for at uddanne sig til den forestående aktion, som Skat planlægger i blandt andet taxibranchen. Det er en ny bestemmelse i skattekontrolloven, der giver Skat mulighed for at gå på opdagelse ude i bilerne.

”Tidligere har vi haft hjemmel til at kontrollere virksomheden, men i maj sidste år fik vi med regeringens Fair Play-oplæg en ny bestemmelse, der gør det muligt også at kontrollere i den indtægtsskabende del af virksomheden – altså taxien i dette tilfælde”, forklarer afdelingschef Karen Gausland, der er tovholder på et tværmyndigt samarbejde, der blandt andet skal gribe ind over for svindel i taxibranchen.

Formand i Dansk Taxi Råd, John Lindbom, imødeser aktionen fra Skat.

”Vi er udelukkende interesseret i, at myndighederne griber ind, hvis de opdager noget fusk eller svindel. Taxierhvervet skal være et respekteret erhverv og vi har intet imod en oprydning, hvis myndighederne mener, at det er påkrævet”, siger John Lindbom.

I sommeren 2004 gennemførte skattemyndighederne også en aktion i taxierhvervet. Dengang var razziaen resultatløs.

 

4. januar 2006: Taxichaufførerne kører pænere
Allerede i december kunne Forsikringsselskabet Trafik konstatere et fald i antallet af skader på taxier forsikret i Trafik på 20 procent. Dette som en direkte følge af de skærpede regler med klippekortets indførelse den 1. september 2005.
Vicepolitiinspektør Gert Sejbak bekræfter nu, at også politiet kan konstatere, at taxichaufførerne kører meget pænere og har mere orden i sagerne nu end tidligere.
”Der er sket en væsentlig forbedring omkring hastighedsoverskridelserne, men i det hele taget er der sket en forbedring i taxibranchen. Hvor politiet før havde fat i hver 3. taxi er det nu hver 4-5 taxi. Selv med de mindre sjuskefejl er der sket en forbedring”, siger Gert Sejbak.