15. december 2004: Nyt fra bestyrelsen i DTR
Bestyrelsen i DTR har besluttet at etablere en indkøbsforening og har i den forbindelse indgået aftale med en konsulent, som skal afdække mulighederne for opnåelse af rabatter til vognmænd ved køb af biler samt på eftermarkedet. Der bliver i øjeblikket forhandlet med relevante bilimportører om rabatter. Nærmere følger i januarudgaven af Dansk Taxi Tidende og her på sitet.
Nærmere følger også om rabataftalen med Statoil. Der er indgået en ny aftale efter Statoil opsagde den gamle. Med ihærdige forhandlinger lykkedes det DTR at opnå en rabat på 98 øre pr. liter diesel på listeprisen. Det har tidligere været beregnet på standerprisen, men den aftale har simpelthen været for dyr for Statoil. Derfor beregnes rabatten nu på listeprisen, men er til gengæld 8 øre mere pr. liter end tidligere. Benzin er stadig 30 øre rabat pr. liter, mens vask af biler nu får 30 procents rabat.
Den ny administrationsaftale med DTA er endelig underskrevet og DTR er nu i gang med at rekruttere en advokat til rådet. Der er for nuværende to relevante ansøgere til stillingen, men i den kommende tid vil DTR annoncere for at brede ansøgerfeltet ud.
 

15. december 2004: Ny formand for Taxa Vendsyssel
35-årige Malthe Vestergaard, vognmand i Hjørring Taxa, er blevet ny formand for samarbejdsorganisationen Taxa Vendsyssel. Han håber på et godt samarbejde og hans største ønske for det nye år er at samle alle vognmænd i Vendsyssel under en hat, fordi det vil gavne erhvervet, den enkelte vognmand og ikke mindste kunderne.
 

14. december 2004: Overvågning i hele Vendsyssel
Efter flere overfald i det nordjyske har samarbejdsorganisationen Taxa Vendsyssel nu besluttet at øge sikkerheden for de 82 biler i Skagen, Brønderslev, Frederikshavn og Hjørring. Alle taxier er i øjeblikket ved at få monteret overvågningskameraer.

 

13. december 2004: Konkurs i Sorø
Trods ihærdige bestræbelser på at få rettet økonomien op, er det ikke lykkedes for Klaus Weismann, der nu er blevet erklæret personligt konkurs sammen med sin hustru og parrets virksomhed gennem 13 år, Sorø Taxi og Busservice.

 

10. december 2004: Flere ledige bevillinger
Der er allerede én ledig bevilling i Juelsminde kommune. Den 22. december kommer der endnu en og næste år stopper Vagn Hansen i Rårup sin taxakørsel, fordi der simpelthen er for lidt at lave. Det mener forsyningsvirksomheden på Bornholm derimod ikke, at der er på klippeøen, hvor endnu en bevilling er slået op. Politikerne i Søndersø kommune har også allerede besluttet, at Søndersø Taxis tre bevillinger bliver genopslået, når indehaver Bodil Bach afleverer dem til kommunen i slutningen af februar 2005.

 

3. december 2004: Nyt taxi-indeks
Danmarks Statistik har udarbejdet taxi-indeks for 3. kvartal 2004. Indekset er steget fra 2. kvartal til 3. kvartal 2004 med 0,7 procent. Se tallene her.

 

22. november 2004: Nej til fælles bevillingsområde i Nordsjælland
Færdselsstyrelsen har afvist en anmodning fra Taxa Nordsjælland om et fælles bevillingsområde i Nordsjælland. Dog afventes der fortsat svar fra Københavns Statsamt i sagen og hos Taxa Nordsjælland er man optimistiske med hensyn til fremtiden.
"Der er intet i vejen med et fælles bestillingskontor, men i følge skrivelsen fra Færdselsstyrelsen kan man ikke have et fælles bevillingsnævn. Derfor tager vi nu kontakt til de involverede kommuner og beder dem finde en løsning, så vi får et lovligt fælles organ, der kan tage beslutninger på taxiområdet", siger Anders Gershøj, formand i Taxa Nordsjælland.

 

15. november 2004: Prøvekravet er bortfaldet for overgangsvognmænd og chauffører
Færdselsstyrelsen har netop meddelt, at vognmænd og chauffører, der har modtaget tilladelser og førerkort inden taxilovens ikrafttræden den 1. januar 1998 er frittaget for kvalifikationskurser og prøver. Læs mere...

 

4. november 2004: Taxi-stop i Brædstrup og Eskildstrup
Fra december er der to ledige tilladelser i Brædstrup. Også i Eskildstrup er der en ledig bevilling, som kommunen endnu ikke har taget stilling til. Læs mere...

 

25. oktober 2004: Nye starttakster alligevel på plads.
Det tog ikke det ekstraordnært indkaldt Taxinævn i Storkøbenhavn lang tid at bestemme, at den tidligere beslutning om indførelse af differentierede starttakster står ved magt. Efter beslutningen tidligere på måneden var der ellers opstået tvivl om rimeligheden af beslutningen. Af de 9 fremmødte nævnsmedlemmer stemte 7 for forslaget - endnu engang.
 

22. oktober 2004: Bisættelse den 26. oktober
Den myrdede taxichauffør Poul Hansen, bliver bisat tirsdag den 26. oktober kl. 13.00 fra Dalby Kirke. Der er arrangeret kortegekørsel kl. 12.00 startende fra Herfølge Stadion.
 

19. oktober 2004: Ny starttakster truet
Asger Larsen, der mener, at forslaget om differentierede starttakster rammer de svageste, har fundet mulighed for at få genoptaget sagen på et nyt nævnsmøde med ny afstemning. Muligheden fremgår af nævnets forretningsorden. Tre af nævnets 11 medlemmer var ikke til stede ved første afstemning. De to har siden vist negativ holdning til forslaget. Læs mere...

 

19. oktober 2004: Anholdt indrømmer rovmord
Den ene af de to mænd, der i aftes blev anholdt for mordet på taxichauffør Poul Hansen, erkender nu at have ført kniven og dermed begået rovmordet mod den 35-årige chauffør. Den anden er fortsat sigtet for drabet. Afhøringen af de to har også ført til fundet af den hvide taxi på bunden af en havn. Hvilken vil politiet dog ikke oplyse. Senere i dag ventes de to sigtede fremstillet i grundlovsforhør. Dette bliver for lukkede døre af hensyn til politiets videre opklaring.

 

18. oktober 2004: Morderen bestilte måske taxien
Siden fundet af den 35-årige taxichauffør i går ved midnatstid har politiet arbejdet på at kortlægge bilens rute. Flere kunder er blevet identificeret i forsøget på at opklare hændelserne op til forbrydelsen. Politiet har en mistanke om, at turen er bestilt via en opringning til chaufførens mobiltelefon. Den hvide Seat Alhambra er fortsat forsvundet.

 

18. oktober 2004: Mand anholdt for taxi-drabet
Politiet har sidst på eftermiddagen anholdt en 37-årig mand for drabet på den 35-årige taxichauffør fra Fakse. Manden blev anholdt i en bil sammen med to kvinder, der også bliver afhørt i forbindelse med forbrydelsen. Det sker i løbet af aftenen og politiet forventer at fremstille den 37-årige i grundlovsforhør tirsdag.

 

18. oktober 2004: Svensk sympati
Det svenske taxiforbund er oprørt over mordet på den danske taxichauffør.
"Vi lider med jer og håber, at politiet fanger morderen", lyder det i en mail fra det svenske taxiforbunds Thomas Winskog til DTR.

 

18.oktober 2004: Taxichauffør fra Fakse stukket ihjel i nat
En 35-årig taxichauffør fra Fakse Taxi er blevet dræbt omkring midnatstid i går ved Strandskoven to kilometer fra Køge centrum. Chaufføren, der har kørt en længere årrække, blev stukket i halsen, så halspulsåren blev skåret over. Han blev fundet liggende i vejkanten og politiet leder fortsat efter taxien - en hvid Seat Alhambra med indregistreringsnummeret HN 99 128. Bilen er folieret med reklameteksten 'Dan-Bolig'.
Såvel vognmanden som kollegerne i Fakse er rystede over den brutale gerning, og vognene i området har stået så godt som stille hele formiddagen. Taxiførere i flere selskaber bærer i dag sørgebind.
"Det er en trist dag. Vi er i chok over brutaliteten. En kollega er død og den følelse, vi sidder tilbage med, kan ikke beskrives", siger en god kollega til den dræbte.

 

15. oktober 2004: Klager over nye taxipriser
Asger Larsen, medlem af Storkøbenhavns Taxinævn og borgmester i Dragør, har sendt en skriftlig klage over den differentierede starttakst til trafikminister Flemming Hansen. Asger Larsen mener, at den dyrere centraltur giver social skævvridning og virker diskriminerende overfor svage grupper som ældre og handicappede.


12. oktober 2004: Nyt system til 12 millioner i Nordsjælland
Det 13 år gamle edb-system i Taxa Nordsjælland skal udskiftes med et nyt til 12 millioner. Investeringen betyder blandt andet, at alle 133 vogne under Taxa Nordsjælland får integreret navigationssystem. Samtidig sikrer et nyt telefonsystem en hurtigere betjening af kunderne.
 

11. oktober 2004: Vendsyssel stævner NT
Taxa Vendsyssel stævner på vegne af Frederikshavn Taxa NT for 279.000 kroner. Vognmændene mener, at NT har foretaget et uretmæssigt kontraktbrud, som har kostet dem knap 300.000 kroner i tabt fortjeneste. 

8. oktober 2004: Protest mod bevilling i Helsinge
Selv om chauffører og vognmænd mener det er overflødigt, har Helsinge kommune alligevel valgt at udbyde en bevilling, der har været indefrosset siden marts 2001. Ny vognmand er Jørgen Hoffmann Mortensen, der bakkes op af kommunen, der mener behovet for taxier i området stiger. Det mener det nuværende erhverv i kommunen imdlertid ikke. 

7. oktober 2004: Differentieret takst på gade- og centraltur i København
Storkøbenhavns Taxinævn har efterkommet et ønske fra branchen om forskellig starttakst på gadeture og centralture. Ved sommertids ophør natten mellem den 30. og 31. oktober skifter prisen således så en gadetur har en startpris på 19 kroner og en tur rekvireret gennem centralen har en startpris på 32 kr. Storkøbenhavns Taxinævn har i øvrigt tilsluttet sig anbefalingen fra DTR om en takststigning på 3,4 procent. Læs mere om takststigningerne.

7. oktober 2004: Risiko for at alle skal til prøve
Dispensationen til vognmænd, der har fået deres bevillinger fra 1995-1997 lader fortsat vente på sig. Det samme gør sig gældende for chauffører. DTR opfordrer derfor alle vognmænd til at skrive sig på venteliste hos DTR til kursus eller prøve, således de er klar til at imødegå dispensationens udeblivelse. For chauffører arrangeres der en række kurser. Taxi-Nord orienterer nærmere for chauffører i det storkøbenhavnske på tlf. 4585 6666.

7. oktober 2004: DTR udarbejder trafikpolitik

Der er et ønske i DTR om at søge optagelse i Rådet for større Færdselssikkerhed og på den måde blive medspiller på trafiksikkerhedsområdet. Derfor har DTR defineret et udkast til en trafikpolitik, der ikke alene skal skabe mere tryghed i trafikken, men også give taxier et bedre image blandt befolkningen. Dette skal blandt andet ske ved en adfærdsændring hos taxiførere, så de overholder hastighedsgrænser og generelt kører hensynsfuldt. 

7. oktober 2004: DTR undersøger samarbejde med DTL
Ved årsskiftet flytter Danske Busvognmænd til Dansk Transport og Logistik (DTL). Bestyrelsen i DTR har vedtaget, at DTR undersøger mulighederne for at samle al erhvervsmæssig befordring på hjul under ét. Bestyrelsen har ligeledes vedtaget, at arbejde målrettet for at etablere en professionel indkøbsforening, så der kan skaffes store rabatter til vognmænd, der er medlem af DTR. Det primære fokus er rettet mod biler, service, og eftermarkedet.
 

7. oktober 2004: Parkeringskaos ved Rigshospitalet
En indgået aftale mellem DTR og Rigshospitalet har vist sig svær af efterkomme. Der bliver fortsat skrevet mange p-afgifter ud af Car Park. Et møde mellem parterne, hvor også Falck deltog, har afstedkommet, at leverandørpladserne nu også må bruges af taxi. Flere andre forslag, der kan afhjælpe den kaotiske situation, skal drøftes på et snarligt møde. 

6. oktober 2004: Skabelonskat i Sverige
Det svenske taxiforbund har oplyst, at der muligvis bliver indført skabelonskat for det svenske taxierhverv. Indførelsen vil, hvis den bliver en realitet, være begrundet i megen økonomisk kriminalitet i taxierhvervet. Formand for DTR, John Lindbom, siger, at skabelonskatten er resultatet af, hvad en afregulering afføder i et ellers så velordnet samfund som det svenske. I øvrigt har Norges taxiforbund vedtaget at støtte en kraftig afregulering af den norske taxilovgivning.

6. oktober 2004: Lindbom gået som formand for ATD
Ved et møde i slutningen af september nedlagde John Lindbom sit formandskab for ATD og trådte ud af bestyrelsen sammen med to øvrige medlemmer fra det københavnske område, Torben Laursen og Lars Kistrup. Keld Petersen fra Horsens har indtil videre overtaget formandskabet i ATD. Ny i bestyrelsen er i øvrigt Tommy Jensen fra Vejle.

5. oktober 2004: Stavnsbånd i Svinninge
En vognmand i Svinninge indleverede sin bevilling, men det ville kommunen ikke acceptere. De mente, at når man fik en tilladelse for en ti års periode, så skulle den anvendes perioden ud. Inden kommunen bøjede sig for realiteterne forsøgte de et krav om erstatning for benyttelse af fremmed vognmænd til at køre skolebørnene. Det uagtet at vognmanden ingen kontrakt havde med kommunen om den slags kørsel.

5. oktober 2004: Dusør for inddragede kort bortfalder
Ved årsskiftet modtager man ikke længere 500 kroner i dusør, når man indleverer et inddraget hævekort. Der er dog stadig en garanti på 500 kroner, som man modtager, hvis det er korthaveren selv, der har svindlet ved betalingen.

4. oktober 2004: Positiv taxirapport offentliggøres
Trafikministeriet har offentliggjort en AIM-undersøgelse om danskernes holdning til taxier. Undersøgelsen viser, at befolkningen generelt er trygge og glade for taxierne, men dog finder prisniveauet for højt. Undersøgelsen var oprindelig et værktøj i forbindelse med analysearbejdet omkring en mulig afregulering.

1. oktober 2004: Få pirattaxier i politiets net
I løbet af 2003 og 2004 har politiet optaget fem rapporter om piratkørsel, hvor danske personvogne har udført ulovlig taxikørsel i København. Der er desuden foretaget fem kontroller af svenske taxier siden januar 2004. Det har resulteret i 11 indberetninger og en enkelt undersøgelsesrapport. I ingen af tilfældene er der dog tale om ulovlig taxikørsel af danske kunder.

1. oktober 2004: Ekstra taxa i Svebølle
Ejeren af Svebølle Taxa, Nils Bardtrum, har bedt om en ekstra bevilling, da de to taxier han har i forvejen, har svært ved at følge med kørslen i dagtimerne. Kommunen tager stilling til ønsket i løbet af oktober.

30. september 2004: Nævnsformand forventer uændret taxalov
Erik Eefsen, formand i Storkøbenhavns Taxinævn, forventer ingen ændringer i taxilovgivningen, før der er truffet afgørelser om sammenlægning af kommunerne.

30. september 2004: Ledig bevilling i Vojens

Vojens leder efter en ny vognmand, der kan tage en bevilling i brug senest 15. december 2004.

28. september 2004: Takstforhøjelse i Århus
En ansøgning fra Aarhus Taxa, TaxaMotor samt Chaufførernes Fagforening om en forhøjelse af taksterne er imødekommet fra magistraten i Århus. Taxinævnet har anbefalet en forhøjelse af taksterne for at imødegå øgede omkostninger i branchen.

27. september 2004: Indefrosset bevilling i Grenaa
Kørselsmængden i Grenaa er faldet efter fusionen mellem sygehusene i Grenaa og Randers, derfor har Grenaa Taxa fremsat ønske om at en indleveret bevilling indefryses. Det har kommunen accepteret med den klausul at bevillingen kan træde i kraft hvis serviceniveauet falder. Der er nu 13 aktive bevillinger i Grenaa.

24. september 2004: Fem nye bevillinger i Sønderborg
Kommunen hat truffet beslutning om at udbyde fem nye bevillinger - heraf to som chaufførbevillinger til storvogne med lift. Formand for Sønderborg Taxa, Benny Paulsen, er lodret uenig med kommunens prioritering af bevillinger og anvendelse. Han mener anskaffelserne er for dyre for en chauffør og havde hellere set bevillingerne til eksisterende vognmænd.

23. september 2004: Ledig bevilling i Hobro
Hobro Kommune har besluttet at slå en bevilling til storvogn og handicapkørsel op efter vognmand Allan Viig Rasmussen har indleveret sin bevilling.

21. september 2004: Politiet skal hjælpe taxierne i Odense
Et hurtigtarbejdende udvalg er nedsat i Odense. Repræsentanterne fra de forskellige transportvirksomheder skal finde en løsning på den seneste tids voldelige overgreb på chauffører i Odense. På et snarligt stormøde skal politiet blandt andet orientere om, hvordan man afværger krisesituationer.
 

21. september 2004: Stormøde om problemerne i Hedensted
Formanden for Vejle Amts Taxa, Bjarne Nielsen, indkalder nu alle vognmændene i Hedensted Kommune for at finde en løsning på de interne stridigheder, der i sidste uge lammede al taxikørsel efter kl. 18.00. Protestaktionen var en reaktion på at visse vognmænd tilsyneladende ikke overholder loven og krydser kommunegrænser uden tilladelse. 
 

20. september 2004: Husk bilfri dag på onsdag
Mellem seks morgen og otte aften den 22. september er dele af det centrale København spærret for al biltrafik. Læs mere og se et kort over det afspærrede område i Dansk Taxi Tidende.
 

17. september 2004: Ingen vil køre i Suså
Fristen for at søge to bevillinger i Suså er netop udløbet og ikke en eneste har søgt. Ingen finder det tilsyneladende rentabelt at køre taxi i området efter kommunen har sløjfet al fast kørsel. Kommunen overvejer nu et genopslag.
 

17. september 2004: Kontraktforlængelse til Næstved Taxa
En to-årig forlængelse af kontrakten mellem Næstved Kommune og Næstved Taxa er netop faldet på plads. Det betyder, at Næstved Taxa varetager kørslen af ældre og handicappede borgere til og fra læge og genoptræning indtil udgangen af januar 2007.
 

16. september 2004: Ledig bevilling i Bramsnæs
Efter Lyndbybilen er stoppet er kun to bevillinger i brug i Bramsnæs. Forvaltningen forventer at slå den tredie op sidst i denne måned.
 

15. september 2004: Slut med Scharlings Taxi i Sakskøbing
Med udgangen af november stopper Shcarlings Taxi kørslen i Sakskøbing og lukker forretningen pga. sygdom. Forvaltningen anbefaler, at antallet af tilladelser i den forbindelse nedsættes fra fem til fire. Disse udbydes offentligt til overtagelse pr. 1. december. 
 

14. september 2004: Nyt taxiindeks
Danmarks Statistik har udgivet taxiindekset for 2. kvartal 2004. Indekset er 113,9 svarende til en procentvis ændring på 1,7 i forhold til foregående periode.
 

13. september 2004: KL bakker op om taxierhvervet
Kommunernes Landsforening er nu på linje med Dansk Taxi Råd og Storkøbenhavns Taxinævn i spørgsmålet om deregulering af erhvervet. Det fremgår af en skrivelse til Trafikministeriet, hvor KL lægger vægt på, at eventuelle ændringer kun må ske efter grundigt analysearbejde. KL kalder desuden liberaliseringen i de øvrige nordiske lande for begrænsede succeser.
 

13. september 2004: DTR overtager lufthavnsprojektet
På et netop afholdt møde mellem ledelsen i Københavns Lufthavn i Kastrup og DTR blev det besluttet, at DTR nu overtager arbejdet med at skabe en tilfredsstillende løsning for afvikling af taxitrafik på lufthavnens område. DTR nedsætter snarest en arbejdsgruppe, der vil arbejde på en alternativ løsning til lufthavnens fremlagte bomløsning, der ikke kunne opnås enighed om.
 

10. september 2004: Taxier i busbanerne
Venstre i Århus har bedt om et notat om hvorvidt, taxier må benytte busbanerne på lige fod med busserne, når der anlægges nye busbaner på Viborgvej. Samtidig er der forberedelser til busbaner på de øvrige indfaldsveje til byen.
 

10. september 2004: Nyt look til taxierne i Holbæk
Fra og med i dag får taxierne i Holbæk nyt udseende. Logoerne fra Holbæk Taxi bliver erstattet af nye fra Taxa Selandia, som Holbæk sammen med syv andre byer på Sjælland har stiftet.

"Det er de samme personer og de samme biler, så jeg tror hurtigt, at kunderne vænner sig til det nye udseende", siger formand for Holbæk Taxa, Michael Olsen.

10. september 2004: Profilmagasin for Taxa Selandia
Som et markedsføringstiltag har erhvervsudvalget i Taxa Selandia besluttet at udgive en 3-fløjet A4-folder til præsentation af Taxa Selandia konceptet overfor nye medlemmer og brugere af selskabet. Tidsplanen lover udgivelse i oktober.
 

9. september 2004: DTR mangler svar i dispensations-spørgsmålet
Spørgsmålet om hvorvidt der kan gives dispensation fra vognmandsprøve til vognmænd, der har fået bevilling mellem 1. januar 1995 og 31. december 1997, er fortsat ubesvaret. DTR blev lovet svar af Færdselsstyrelsen inden udgangen af august, men det er ikke kommet. En henvendelse fra DTR til Færdselsstyrelsen har ikke kastet lys over problematikken.
 

9. september 2004: Bedre trafikafvikling med ny rundkørsel i Nordsjælland
I slutningen af september begynder arbejdet med at anlægge en rundkørsel i krydset Kongevejen/Kirkeltevej mellem Allerød og Hillerød. Rundkørslen bliver tosporet med en radius på 17 meter og dermed en af de største i amtet.
 

8. september 2004: Aalborg klar til at tage mod Silkeborg
Aalborg Taxa forventer at være klar til at begynde samarbejdet med Silkeborg Taxi den 23. september. Der er givet tilbud om at passe Silkeborgs central i aften og nattetimerne fra kl.18.00 til kl. 06.00 fra søndage til og med torsdage. Dette medfører en ekstra centralvagt i Aalborg på hverdage indtil kl. 02.00.
 

7. september 2004: Pirattaxier i Århus
Festugen lokkede adskillige uautoriserede taxier på de århusianske gader. I to tilfælde første pirattaxierne til voldelige episoder, da førerne af de ulovlige biler henholdsvis truede en kunde med pistol under et Dankort-røveri og forsøgte at voldtage en kvinde. I august måned blev to århusianere overfaldet af to indvandrere ligeledes i pirattaxi. Århus Politi advarer fortsat mod pirattaxierne.
 

3. september 2004: Ingen kameraer i Horsens
Hvor Kolding Taxa lader bilerne overvåge mener man i Horsens ikke, at den slags er nødvendigt. Horsens Taxa satser på at uddanne chaufførerne til at klare sig ud af potentielt farlige situationer. Formand for Horsens Taxa, Kjeld Pedersen, tror ikke, at et kamera får chaufførerne til at føle sig mere sikre.
 

1. september 2004: Overvågning i Kolding
Som en konsekvens af det overfald, der fandt sted på en chauffør i Kolding i begyndelsen af året, har 30 ud af 34 vogne i Kolding Taxa nu kamera i bilen. Udstyret tager automatisk et billede af kunderne, når de stiger ind. Det skal øge trygheden hos føreren af bilerne og forhåbentlig forhindre overfald som det i februar, hvor chaufføren fortsat er sygemeldt.
 

30. august 2004: Ingen kørsel i Vollsmose
Taxa Fyn afviser nu at hente og bringe kunder til og fra Odense-forstaden Vollsmose medmindre kunderne eller adressen er kendt af taxa. Beslutningen er truffet efter overfald og forulempelser af chauffører, der har kørt med somaliere bosiddende i området.

"Det er chaufførernes sikkerhed frem for lovgivningen", siger formand for Taxa Fyn, Peter Kjærgaard.

27. august 2004: Samling på Vestlolland
Højreby står udenfor et initiativ fra de øvrige tre vestlollandske kommuner om at samle taxikørslen under et bestillingskontor. Nakskov Byråd har godkendt oplægget til samlingen, mens Ravnsborg og Rudbjerg endnu mangler at behandle forslaget. Går forslaget igennem bliver Nakskov administrationskommunen med yderligere en bevilling, så det samlede antal kommer op på ti. 
 

16. august 2004: Ny taxiplads ved DFDS Terminal
Oslo-bådens anløbsplads er flyttet og i den forbindelse er forholdene ændret for taxier. Der er tilkørsel via et nyetableret trafiklyskryds på Kalkbrænderihavnsgade. Umiddelbart ved terminalens passagerindgang er der indrettet en separat taxi opmarchplads, hvor begge de to vognbaner skal benyttes til ventende taxier om morgnen. Desuden er der etableret et halvtag til ventende passagerer. Taxier kører ved skibets ankomst om morgnen helt frem til stopmarkeringen ved halvtaget, side om side i to baner. Om eftermiddagen kan passagerer til skibet afsættes i den højre taxibane ud for terminalens indgange.
 

12. august 2004: Ny ejer i Tolne-Lendum Taxa
Efter 15 år som chauffør i Sindal Taxi har Ib Christensen købt Tolne-Lendum Taxa og overtaget de to bevillinger efter en udbudsrunde.
 

11. august 2004: Aarhus Taxa fritstiller direktøren
Jens Peter Andersen er sammen med bestyrelsen i Aarhus Taxa blevet enige om at ophæve hans ansættelseskontrakt med øjeblikkelig virkning. Baggrunden skal findes i hans personlige forhold. Udover direktørposten forlader Jens Peter Andersen en række bestyrelsesposter.
 

9. august 2004: Fornyelserne er problematiske
Bestyrelsen i DTR har taget til efterretning, at fornyelserne af tilladelserne er en del af taxiloven. Dog er det problematisk, at kommunerne har så forskellig en håndtering af bestemmelserne. Derfor opfordrer DTR alle vognmænd, der måtte opleve problemer ved fornyelse, til at rette henvendelse hos Dansk Taxi Råd.
 

9. august 2004: Dansk/tysk samarbejde i momssagen
Tidl. Skatteminister, Svend Erik Hovmand, har bedt departementschefen i Skatteministeriet tage kontakt til sin tyske kollega for at bane vejen for en løsning, så de danske vognmænd, der er havnet i en brugtmomsklemme efter køb af biler i Tyskland, kan få den tyske moms tilbage.
 

9. august 2004: Kritik af billedløse Dankort
Bestyrelsen har besluttet, at DTR skal rette henvendelse til PBS for at oplyse om konsekvenserne af de nye billedløse Dankort for taxibranchen, der løber en stor risiko mht. svindel. Flere politikere har ligeledes rejst spørgsmål om sikkerheden ved de billedløse dankort, så en debat forventes, når Folketinget igen træder sammen i oktober.
 

9. august 2004: Få Dansk Taxi Tidende til din chauffør
Bestyrelsen i DTR har besluttet, at vognmænd kan få et billigt abonnement på Dansk Taxi Tidende til deres chauffører. Det praktiske omkring initiativet arbejdes der på og nærmere følger i bladet og på www.taxi.dk.

27: juli 2004: Kommunekørsel til afklaring
Næstved Taxa venter i disse dage på at kommunen tager stilling til en to-årig forlængelse af kontrakten med kørsel af ældre og handicappede til læge og genoptræning. Kontrakten er netop nu i høring hos ældrerådet inden Udvalget for sociale anliggende tager stilling til forlængelse. En afklaring skulle ligge klar i august.
 

23. juli 2004: Flere holdepladser i København
Formand for sektor 1, Troels Vest Hansen, oplyser, at Vej & Park i København har lovet, at der kommer holdepladser ved metrostationerne samt ved Fields på Amager. Desværre er der intet, der tyder på, at holdepladsen på Trianglen kommer tilbage.

"Vi har en godt samarbejde med Susanne Mørck fra Vej & Park. Hun er et stort aktiv, fordi hun virkelig lytter til os", siger Troels Vest Hansen, der er optimistisk med hensyn til udviklingen af holdepladserne i hovedstaden.

20. juli 2004: Farvel til Glumsøbilen
I slutningen af denne måned drejer Glumsøbilens ejer, Johnny Christoffersen, nøglen om efter 17 år. Forretningen er ikke længere rentabel efter den faste servicekørsel for nylig stoppede. Lukningen betyder dyrere priser for kunderne, da kommunens andet taxifirma, Gelstedbilen, ikke kører aften og weekends. I de tidsrum skal taxier skal rekvireres fra Næstved, der har en tilkørselstakst på 240 kr., der kommer oveni taxameterprisen.
 

16. juli 2004: Endnu en taxa på vej i Helsinge
Politikerne i Helsinges Erhvervs- og Turistudvalg vil have flere taxier på gaden i kommunen. Derfor har de frigivet en indefrosset bevilling. Det til trods for at kunder ifølge en vognmand i kommunen ikke står i kø for at få en vogn.

"Tre af vores syv biler står stille i dagtimerne, fordi der ikke er kunder nok, så jeg forstår ikke kommunens prioritering", siger Villy Henriksen fra Helsinge Tisvilde Taxi.

14. juli 2004: Bom-penge truer i Kastrup
Forholdene omkring taxi i lufthaven i Kastrup er utilfredsstillende og derfor ønsker lufthavnens ledelse at indføre et nyt system, der blandt andet omfatter en afgift, som skal betales, når man henter kunder - altså bompenge. Desuden indeholder systemet også et omfattende inslusningsprogram for vognene. Formand for DTR, John Lindbom, mener ikke at forslaget giver nogen mening og kalder det en ren pengemaskine. Læs mere om forslaget her.
 

9. juli 2004: Folketingsflertal bag friere priser
Trafikminister Flemming Hansen har et folketingsflertal bag sig i spørgsmålet om en ændret prispolitik for taxier. Ministeren har endnu ikke afsløret, hvordan han vil skabe friere priser, men understreger over for Børsen, at det kun kommer til ændringer, hvis Folketinget sammen med taxibranchen finder en model, der undgår skadevirkninger som i Sverige, hvor en liberalisering har medført urimelige priser, skattesnyd og et boom i antallet af pirattaxier.
 

9. juli 2004: Taxi på tværs af kommunegrænser
Holeby Kommune har taget initiativ til at samarbejde med Rødby, så taxierne kan køre i begge kommuner. I øvrigt er den ledige bevilling i Holeby gået til Gerner Hovmand, der havde søgt sammen med Kim Ole Hansen fra Holeby Taxi.
 

8. juli 2004: Taxier på dybt vand
De københavnske taxier har fået konkurrence fra vandsiden med 'Flyvefisken' - en taxiservice i og omkring Københavns kanaler. Båden har plads til 12 personer heraf kan otte sidde overdækket.
 

8. juli 2004: Rygestop hos Taxa Fyn
Alle rygere hos Taxa Fyn har fået tilbud om økonomisk støtte til at kvitte smøgerne i forbindelse med selskabets nye røgfri central. 1. juli indførte Taxa Fyn nemlig rygteforbud på centralen på alle vagter. Medarbejdere kan aflevere kvitteringer på rygeafvænningsmidler og få refunderet omkostningerne.
 

7. juli 2004: Ledig bevilling i Helsinge Kommune
Helsinge byråds plan- og miljøudvalg har opslået en ledig bevilling igen efter den har stået ledig siden marts 2001. Endnu en bevilling er ledig i kommunen, men indefrosset grundet manglende behov.
 

6. juli 2004: Fælles bevillingsområde i Nordsjælland
Politikerne har netop godkendt, at Taxa Nordsjælland bliver officielt bestillingskontor for en række lokale taxaselskaber. Samtidig oprettes Frederiksborg Taxinævn, der skal administrere bevillingerne. Dermed er der åbnet op for lovlig kørsel på kryds af kommunegrænserne til både kunder og vognmænds glæde. Læs mere om projektet.
 

28. juni 2004: Ingen nye bevillinger i København
Storkøbenhavns Taxinævn har på et netop afholdt møde besluttet at fastholde linien med ikke at uddele flere bevillinger, men holde erhvervet under observation. Senest i juni 2005 skal antallet igen drøftes. Læs mere...
 

28. juni 2004: Aftale om storvogne på vej
Formanden for Storkøbenhavns Taxinævn, Erik Eefsen, forhandler i øjeblikket med erhvervet om en forhøjelse af starttaksten for storvogne. Så snart en aftale er på plads træder den i kraft. Læs mere om differentierede takster.
 

25. juni 2004: Kgs. Nytorv spærret 3. juli - 11. juli
For at færdiggøre det store kryds på Kongens Nytorv vil dele af torvet være spærret for trafik fra lørdag den 3. juli til søndag den 11. juli 2004. Se de vigtigste ændringer for trafikken her.

23. juni 2004: Færre taxier i Helsingør
Kommuen efterkommer nu branchens eget ønske om at skære antallet af bevillinger ned i Helsingør. De første tre bevillinger, der afleveres hos kommunen, bliver ikke genudstedt. Dermed kører der 40 almindelige vogne og to specialvogne i området.
 

18. juni 2004: Kør Holbæk tyndt for 30 kroner
Mellem kl. 9 og 14 kan borgerne i Holbæk nu ringe efter en taxa og køre lige så meget, de har lyst til inden for byskiltene for en fast pris på 30 kroner. Initiativet hedder Holbæk City Taxa og det er Holbæk Taxa, der står bag tilbuddet. 

18. juni 2004: Flot sidsteplads i ToldSkat statistik
ToldSkat har gjort statistikken op for de landsdækkende kontroller, myndighederne har foretaget over ti dage i juni. Taxibranchen er desværre repræsenteret i statistikken, men erhvervet kan trøste sig med at indtage en - i denne sammenhæng - flot sidsteplads. Blot 14 ud af 100 undersøgte havde en eller anden form for rod i butikken. Til sammenligning havde 50 % af de undersøgte bagerier uorden. Læs hele statistikken her.
 

18. juni 2004: Ingen vil køre i Rødby
Med to bevillinger er Gerners Taxi i Rødby nu alene om at køre kommunens borgere, efter Aages Taxi har afleveret sine tre bevillinger til kommunen. Ægteparret bag Aages Taxi er trætte af at stå til rådighed 24 timer i døgnet, som de har gjort i 33 år. Nu koncentrerer de sig om busdriften. Rødby Kommunes Erhvervsudvalg vil nu drøfte, hvad der skal ske med i alt fire ledige bevillinger i kommunen. 

18. juni 2004: Soldalens Taxa var billigst
Soldalens Taxa i Sindal har vundet en licitation og skal de næste fire år stå for skolekørslen i Sindal skoles distrikt. Ved den fireårige kontrakt er prisen 7 kr. pr. kørt kilometer. Anden udbyder i runden var Sindal Taxa, der bød 12,45 pr. kilometer ved en et-årig kontrakt og ved fire år genforhandling om et år. 
 
17. juni 2004: God dialog med myndighederne
DTR har netop deltaget i et møde i Trafikministeriet, hvor deltagerne diskuterede erhvervet og mulighederne for at styrke konkurrencen gennem øget gennemsigtighed og et mere varieret udbud. Mødedeltagerne havde en konstruktiv dialog og arbejder nu videre ud fra den. Læs mere om regeringens planer for erhvervet.
 

17. juni 2004: Kunderne er tilfredse
Trafikministeriet har fået udarbejdet en AIM undersøgelse af kundetilfredsheden med taxiydelser. Undersøgelsen viser, at kunderne generelt er tilfredse og trygge ved at anvende taxi som transportform. Læs mere. 

17. juni 2004: Spar penge på dine forsikringer
DTR har indgået en medlemsaftale med Danske Forsikring, der betyder, du kan spare 20-30 procent i forhold til det generelle niveau på de lovpligtige arbejdsskadeforsikringer. Assurandør Steen Hvidberg vil snarest kontakte medlemsforeningerne, men alle er velkomne til selv at kontakte Steen Hvidberg og høre nærmere om den fordelagtige aftale. Steen Hvidberg træffes på tlf. 2141 9384 el. 4520 2357 eller via mail: st.h@danica.dk.
 

17. juni 2004: Flotte taxier i fokus
For at skabe større bevågenhed om taxireklame som et kreativt outdoormedie har Taxi Reklame Danmark inviteret landets reklamebureauer til at give et bud på den bedste totaldekorerede taxi.

"Det går godt for os, da flere og flere store virksomheder benytter taximediet. Med kampagnen håber vi at højne reklamebureauernes bevidsthed om taxireklame", siger Søren Simonsen fra Taxi Reklame Danmark.

15. juni 2004: Nyt taxiindeks
Danmarks Statistik har netop udgivet taxiindekset for 1. kvartal 2004. Indekset er 112,00, svarende til en stigning på 0,4 i forhold til 4. kvartal 2003. Procentuelt er stigningen på 0,34. I forhold til 1. kvartal 2003 udgør stigningen 1,3 procent. 

14. juni 2004: Silkeborg Taxi styres fra Aalborg
For at sikre økonomien til en fortsat drift af en central i Silkeborg i dagtimerne, flytter Silkeborg Taxi administration og regnskab til Aalborg Taxi sammen med betjening af centralen i de stille aften- og nattetimer fra søndag til torsdag. Der er endnu ikke sat tal på besparelsen, der sandsynligvis betyder nedlæggelse af to stillinger på centralen i Silkeborg. 

14. juni 2004: Fem ledige bevillinger på Bornholm
Om en uge udløber fristen for at ansøge om de fem tilladelser, Bornholm har udbudt. De to af tilladelserne er for kørsel med store vogne, der kan medtage kørestole. Ansøgning fås ved henvendelse på tlf. 5692 2400 og skal returneres til Forsyningsvirksomheden i Nexø inden den 21. juni. 

14. juni 2004: Afmatning på Møn
Der er nu så stor mangel på omsætning på Møn, at taxavognmand Hans Ove Larsen fra Møns Taxi frygter, han bliver nødt til at frasige sig den ene af hans i alt to bevillinger næste år. Nedgangen skyldes primært, at branchen stort set intet kørsel har for Falck og STS i området, samtidig med at de private ture også udebliver. Afgiver Hans Ove Larsen sin ene beviling er der fire vogne tilbage på Møn. 

11. juni 2004: Nyborg Taxa snydt af kommunen
Kommunalt kludder og en lidt for selvstændig medarbejder har ført til, at Nyborg Taxa har mistet kørslen med kommunens ældre og handicappede borgere til en halv million kroner årligt. Nyborg Rejser varetager kørslen resten af året indtil kommunen har haft kørslen i et nyt udbud, hvor Nyborg Taxa kan byde igen. Læs mere om skandalen på Fyn. 

10. juni 2004: VIP-kørsel mod ekstra betaling
Dansk Taxi Råds sektor 1 er enige om, at det er rimeligt med et tillæg, hvis kunden ønsker en særlig ydelse. De har diskuteret muligheden i kontaktudvalget med Storkøbenhavns Taxinævn, der har bedt initiativtagerne fra Taxa 4x35 om at udarbejde et regelsæt for hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at få certifikatet 'Business Class' og dermed muligheden for at opkræve det ekstra tillæg. Nævnet har allerede forhørt sig i Færdselsstyrelsen, der har accepteret initiativet.
 

10. juni 2004: Håbet er grønt
Og måske bliver nummerpladerne på taxierne det også. DTR afgiver i denne måned et høringssvar til Rigspolitiet og medlemmer af branchen har netop haft møde i kontaktudvalget med Storkøbenhavns Taxinævn, hvor de på branchens vegne har ønsket at få de grønne plader som eneste nummerplade på taxierne.
 

10. juni 2004: Stramt greb om bevillingerne
Der er ikke på nuværende tidspunkt basis for at øge bevillingsantallet i København. Derfor har branchen opfordret Storkøbenhavns Taxinævn til at fortsætte kursen og holde bevillingerne tæt ind til kroppen. Antallet bliver diskuteret på et nævnsmøde den 22. juni.
 

8. juni 2004: Renovation lukker Kongens Nytorv
I dagene 3.-12. juli vil Kongens Nytorv være lukket for kørende trafik over torvet mod Bredgade og Gothersgade. Du kan holde dig orienteret via hjemmesiden og læse mere om lukningen her.
 

7. juni 2004: Takststigning i Randers
En ansøgning fra Randers Taxa om en takstforhøjelse på tre procent er blevet godkendt i byrådet. Forhøjelsen skal dække en omkoststigning på et tilsvarende beløb. Takstforhøjelsen gælder både starttakst, kilometertakst og ventetidstakst. 
 

2. juni 2004: Vognmandsprøven vakler
Efter alt at dømme er de vognmænd, der kom i klemme med kursuskravet i den ny taxalov fra 1998, ved at slippe fri. Færdselsstyrelsen har nemlig anbefalet ministeriet at droppe kursuskravet. Læs mere...

1. juni 2004: Aftale med DTA til genforhandling
DTR har modtaget en opsigelse på administrationsaftalen fra DTA. Det affødte en mindre debat på generalforsamlingen.
 

1. juni 2004: Genvalg på generalforsamlingen
Både Peter Kjærgaard, Odense Taxa, og Finn Lykke Jensen fra Vest-Taxa modtog genvalg til DTR's bestyrelse på en generalforsamling præget af optimisme for erhvervets fremtid samt en god debat om struktur, image og åbenhed i Dansk Taxi Råd. Læs mere om generalforsamlingen. 

28. maj 2004: Uddrag af formandens beretning
"Vore mål er ambitiøse og konkrete. Vi skal sikre, at vor nuværende taxalov kommer helskindet gennem regeringens regelkur", sagde John Lindbom blandt andet i sin beretning på DTR's generalforsmaling.

24. maj 2004: Flere ture i Frederikssund
I første kvartal af 2004 er antallet af ture i Frederikssund Taxa steget med 9,2 procent i forhold til året før. For snart to år siden etablerede Frederikssund Taxa eget bestillingskontor med 16 vogne.

"Vi har fået en bedre arbejdsplads. Kunderne er glade for en kortere ventetid ved telefonen og et lokalkendt personale. Pladslejen er naturligvis dyrere, men økonomien er bedre, fordi omsætningen stiger", siger Jan Thulstrup, formand for Frederikssund Taxa. 

18. maj 2004: Taxi-mangel i Skævinge
Fire ud af fem hyrevognsbevillinger er ledige i Skævinge. Der er nu kun Meløse Taxa tilbage i området efter Gørløse Taxa ophørte for en god måneds tid siden og trak tre vogne væk fra vejene. Dan Riise Andersen, der er formand for taxamyndighederne i Skævinge frygter, at bevillingerne bliver svære at afsætte. 

17. maj 2004: Ledige sæsonbevillinger på Samsø
Samsø Kommune har besluttet at udstede sæsonbevillinger til taxivognmænd, der vil køre på Samsø i de travle sommermåneder juni, juli og august. Ingen har endnu responderet på kommunens udspil, men skulle du have lyst til at forsøge dig, så kan du kontakte Vivian Mikkelsen fra Samsø Kommune på tlf. nr. 8792 2203 
 
12. maj 2004: 3. gang falder hammeren
Et klippekort-system for trafikforseelser er tæt på at træde i kraft. Hvis du begår tre trafikfarlige handlinger inden for en periode på tre år risikerer du, at førerretten bliver betinget frakendt eller kortet simpelthen ryger, hvis overtrædelserne har været meget grove. Når politiets centrale edb-systemer er klar til at registrere overtrædelserne, vil justitsminister Lene Espersen fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttrædelse. Læs hvilke handlinger du skal holde dig fra i trafikken. 

12. maj 2004: Gratis bremsetjek hos Mercedes

Samtlige ejere af en Mercedes i E- og SL-Klasse i hele Europa bliver nu tilbudt en fri kontrol og reparation af køretøjets SBC-bremser. Det sker efter, der er fundet fejl i bremsesystemet om end i et beskedent omfang og hovedsagligt på biler, som har kørt meget langt og med mange opbremsninger som f. eks. storbytaxier.
 

11. maj 2004: Bryllup spærrer trafikken
Husk at visse veje og strækninger er spærret af i forbindelse med det royale bryllup fredag den 14. maj i indre København. På www.kbhpol.dk under royalt bryllup kan du se et kort over hvilke ruter, der er spærret og få generel information om ændringer i vejnettet i forbindelse med brylluppet. 

11. maj 2004: Aftale om parkering ved Rigshospitalet

Det er aftalt mellem DTR og Rigshospitalet, at taxier skal have en halv time til at hente eller afsætte kunder uden, der pålægges afgift fra CarPark A/S. Placeringen af taxien må ikke genere hospitalets daglige drift og skal følge den almindelige færdselslov. 

10. maj 2004: Taxiselskaber fusionerer
Hovedstadens Taxi og 4x35 har indgået ægteskab, der betyder en stor millionbesparelse på driften. Samlet råder selskabet nu over 800 taxier. Dog beholder selskaberne i en periode sine respektive navne og telefonnumre, inden de slås endeligt sammen under fælles navn om senest et år. Læs mere om fusionen.
 

6. maj 2004: Forsøg med nattaxi
De næste fem måneder vil Taxi-Poul køre unge fra Stubbekøbing hjem efter en festlig nat i Nykøbing F. Ordningen er gratis for de unge, der bliver kørt helt til døren af natbussen, der altså er blevet en taxi. Efter de fem måneder evaluerer kommunen projektet og beslutter om de fortsat vil betale for kørslen med nattaxi.
 

6. maj 2004: Kortet kan ryge i farten
Pas på med at træde pedalen i bund selv om hastigheden er sat op til 130 km/t på udvalgte motorvejsstrækninger. Det kan hurtigt koste dig kørekortet. Kører du over 160 km/t ryger kortet. Før mistede man kørekortet, hvis man overskred fartgrænsen med mere end 70 procent, men den regel er altså blevet strammet op. Desuden er bødesatserne væsentlig forhøjet. 

5. maj 2004: Overskud i Silkeborg Taxi
Efter et økonomisk katastrofeår i 2002 har Silkeborg Taxi i 2003 skiftet de rød tal ud med sorte på bundlinien og præsteret et lille overskud. Der har været rod i regnskaberne et par år tilbage med ufuldstændig bogføring, men nu er der ryddet op. Det forsikrer den nyvalgte formand, Svend Aage Laursen, der netop har afløst Leif Jensen på posten.
 

4. maj 2004: Ændring af Færdselsstyrelsens organisation

Mandag den 3. maj 2004 ændrede Færdselsstyrelsen, der regulerer taxierhvervet, sin organisation, for at skabe et mere moderne system med en mere effektiv service over for brugerne. Læs mere om ændringerne. 

30. april 2004: Formandsskift i Køge Taxa
Efter sammenlagt 20 år i Køge Taxa har Benny Nordahl Larsen forladt formandsposten. Ny formand er Jørgen Andersen.
 

29. april 2004: Ny formand i Allerød
Bent Mathiesen er gået af som formand efter fire år på posten i Allerød Taxa. Ny formand blev den tidligere kasserer, Anne Margrethe Pedersen, der er vognmand i Allerød og desuden har tre bevillinger i Stenløse. Bent Mathiesen beholder sin bevilling og fortsætter som vognmand ved siden af sit nye arbejde, som filmudvælger i Allerød Bio. 

27. april 2004: Taxi-regnskaber skred i svinget
Der var ikke pæne tal på bundlinien, da Told og Skat i Nordjylland kiggede de lokale taxiselskabers regnskaber efter. Kun seks ud af 23 kunne fremvise ordentlige regnskaber uden fejl. Og det selv om besøget var anmeldt i forvejen. Synderne måtte have pungen op af lommen og betale de penge, der tilsyneladende var gledet ud af regnskaberne. 
 

23. april 2004: Status quo i Holstebro
De nuværende 22 bevillinger i Holstebro er tilfredsstillende, mener kommunen efter at have undersøgt klager fra vrede taxakunder, der mente, de ventede for længe på en vogn. Kommunen har nærlæst udskrifter fra Holstebro Taxas eget bestillingskontor og mener ikke, ventetiden er utilfredsstillende. Tværtimod bliver kunderne betjent hurtigt og effektivt. Formanden for Holstebro Taxa, Knud Erik Dahl Jespersen, er tilfreds med antallet af bevillinger og glad for at debatten om de lange ventetider nu endelig er slut.
 

22. april 2004: Sejr til STC
Fra 1. juli kommer der en taxa, når de sønderjyske patienter skal til og fra sygehus. I fire og et halvt år har det været Falcks opgave, efter de vandt licitationen over Sønderjyllands Taxi Center (STC) i 1999. Men nu er kørslen altså tilbage hos STC, der får 22,9 millioner kroner om året for kørslen. Aftalen løber i fire år med mulighed for forlængelse i op til to år. Formanden for STC, Gynther Wollf, glæder sig over aftalen og erklærer, at alle vognmænd er klar til at løfte opgaven.
 

21. april 2004: Nykøbing Taxa har vundet kommunal kørsel
Når borgerne på Falster skal til lægen, tandlægen, i dagcenter eller i skole med et brækket ben, så bliver det på bagsædet af en vogn fra Nykøbing Taxa. Sammenslutningen har netop vundet aftalen med Nykøbing Falster Kommune efter den har været ude i EU-licitation. Tre andre selskaber bød på aftalen, men Nykøbing Taxa løb altså med kørslen, der skal foretages af de 24 vognmænd, der har omkring 90 chauffører i arbejde.
 

20. april 2004: Ny taxa i Tørring
Tre vognmænd søgte om en ekstra bevilling i Tørring. Vinderen blev Ole Vibild, der i forvejen har to bevillinger. De to andre ansøgere er medejere af Tørring-Uldum Taxi og sidder allerede på fem bevillinger. Derfor valgte Teknisk udvalg Ole Vibild for at undgå monopollignende tilstande i kommunen. 
 

19. april: Handicapkørsel til Taxa Nordsjælland
Taxa Nordsjælland er nu blandt de seks selskaber, der sørger for offentlig transport til handicappede i hovedstadsområdet. Trafikudvalget i Hovedstadens Udviklingsråd har delt kørslen op i små enheder, så mindre selskaber også kunne byde på opgaven. Taxa Nordsjælland råder over godt 130 vogne og skal løse opgaven gennem de næste seks år.
 

16. april 2004: Codan Taxi og Dan-Trafik får elevkørsel
Roskilde Amt har indgået aftale med Codan Taxi og Dan-Trafik om kørsel af 170 elever til og fra specialundervisning i regionen. Aftalen løber over tre et halvt år. 

15. april 2004: Genvalg på sektor 2 og 3 mødet i Nyborg
Medlemsmødet i Dansk Taxa Råds sektor 2 og 3 blev en positiv oplevelse for alle, der deltog på Hotel Nyborg Strand den 14. april. Der var genvalg af samtlige udvalgsmedlemmer i sektor 2, mens de to suppleanter blev skiftet ud. De nye suppleanter er nu Jesper Paludan fra Aarhus Taxa og Bent Mathiesen fra Allerød Taxa. I sektor 3 var der genvalg med en enkelt justering. Benny Jensen fra Rønne blev udvalgsmedlem i stedet for Søren Kjær fra Viborg, der overtog Benny Jensens suppleantpost.
 

15. april 2004: DTR har vundet sag i Landsretten
Det er ikke bestillingskontorets opgave at levere teknisk udstyr til vognmændene. Det er udelukkende den økonomiske forenings ejerkreds, der kan beslutte, hvem der skal have stillet udstyret til rådighed. Det er essensen i den kendelse, som Vestre Landsret afsagde den 6. april.

 

14. april 2004: Telebusser snupper taxikunderne
Bramsnæs kommune har lagt op til at flytte taxakørsel for 125.000 kroner fra kommunens tre taxavognmænd til telebusserne. Det vil i sidste ende betyder, at private vognmænd må lukke forretningen, vurderer taxavognmand Benny Hemmingsen fra Kirke Hyllinge Taxa. Han har indgivet en klage til Hovedstadens Udviklingsråd, hvor han desuden påpeger urimeligheden i at telebusserne i Skibby og Bramsnæs kører hele natten og dermed yderligere udhuler forretningen for taxavognmændene.
 

13. april 2004: Nu kører taxierne igen i Højreby på Lolland
Palle Lykke Hansen fra Søllested har haft en travl påske. 1. april overtog han de to ledige bevillinger i Højreby og etablerede sin egen forretning med navnet Søllested Taxi. Det gamle nummer til Højreby Taxi er bevaret, men bilerne er nye. Den ene har plads til syv passagerer og to kørestole på samme tid. Og visionen for Palle Lykke Hansen er lige så rummelig som køretøjerne. Han drømmer allerede nu om en tredje bevilling.

7. april 2004: Ny metode til oprettelse af Taxigirokonto
Efter en del roderi ved oprettelse af taxigirokonto er det aftalt med Dansk Taxi Råd, at vognmænd, der ønsker at oprette en taxigirokonto, kan ringe til BG Bank på tlf. 7012 7022. Herfra vil man være behjælpelig med at oprette den rigtige konto. 

7. april 2004: Der skal betales dansk moms af tyske biler
Vestre Landsret har afgjort, at den danske stat er berettiget til at afkræve vognmændene moms af købet af en taxi i Tyskland. Selv om alle var enige om, at vognmændene handlede i god tro med hensyn til, at den tyske sælger havde afgiftsberigtiget taxierne efter de særlige regler om brugtmoms, var det ikke nok til en fritagelse. 

7. april 2004: Billigere priser på mobiltelefoni
TDC sænker priserne på Mobilflex Connect fra den 19.04.2004. Du betaler nu 45 øre i minuttet for at ringe til alle vognmænd under DTR, der er tilmeldt samme aftale. Prisen til TDC mobilkunder er nu 60 øre mod 67,5 øre før. Og minutprisen til det øvrige fastnet og mobilkunder er sat ned fra 90 øre til 75 øre i minuttet. Se aftalen mellem DTR og TDC 

7. april 2004: Høringssvar om synshaller
Regeringen arbejder på et lovforslag om privatisering af synshallerne. Dansk Taxa Råd har i den forbindelse sendt et høringssvar til Trafikministeriet, da rådet mener, at forslaget mangler garantier for, at taxierhvervet ikke kommer i en situation, hvor servicen falder og omkostningerne til synet bliver forøget. Rådet har overfor ministeriet påpeget urimeligheden i at prisen for et syn fremover vil blive pålagt moms.
 

7. april 2004: Aktionsgruppen er genopstået
Seks danske chauffører har set sig vrede på deres svenske kolleger, der tilsyneladende bryder alle regler og snupper kunderne for næsen af deres københavnske kolleger. Derfor har de genoprettet den gruppe, der aktionerede i Københavns Lufthavn i Kastrup for et par år siden med blokader mod de svenske hyrevogne.
 

7. april 2004: Nyt taxiindeks
Danmarks Statistik har udgivet taxiindekset for 4. kvartal 2003. Indekset udgør 111,6 hvilket svarer til en stigning på 1 % i forhold til forrige kvartal. 

7. april 2004: Sorø Taxa har fået ny ejer
Vognmand Peter Nygaard har fra den 1. april overtaget styringen med Sorø Taxa, der hidtil har været en sammenslutning af selvstændige vognmænd. Overdragelsen til den 40-årige Peter Nygaard skete efter en ekstraordinær generalforsamling. Samtidig fik han en ledig taxa-bevilling fra kommunen.
 

7. april 2004: Færre og større centraler i København
Når Hovedstadens Taxi og 4x35 om kort tid fusionerer er der kun otte taxicentraler tilbage i København og de vil formentlig yderligere blive reduceret til tre-fem stykker i de kommende år. Fusioner og sammenlægninger er nødvendige for at udnytte den enkelte vogn bedre.

27. januar 2004: Amager-Øbro Taxi med i Dansk Taxi Råd
Amager-Øbro Taxi har med virkning fra 1. februar 2004 indmeldt sig i Dansk Taxi Råd. Indmeldelsen kom på plads den 21. januar 2004, hvor en enig bestyrelsen traf beslutningen. Rent formelt skal indmeldelsen godkendes i Dansk Taxi Råds bestyrelsen, men i følge bestyrelsesmedlem fra sektor 1 Troels Vest Hansen er dette kun en ekspeditionssag. Han glæder sig i øvrigt over beslutningen og ser frem til et godt samarbejde med de nye medlemmer. Se mere om Amager-Øbro Taxi.

16. januar 2004: Takststigning på vej i Vestsjællands Amt
Trods massiv modstand fra CAT blev der opnået enige mellem Dansk Taxi Råd og Kommuneforeningen om en stigning i taksterne.

15. januar 2004: Konkurrencestyrelsen frikender Aalborg Taxa
Der er ikke tale om misbrug af dominerende stilling, når et bestillingskontor kræver, at indlejerne selv skal anskaffe sig det nødvendige tekniske udstyr fastslår Konkurrencestyrelsen efter klage over Aalborg Taxa

9. januar 2004: Beslutning om antal udskudt
Der skal en grundigere undersøgelse til, førend politkkerne i Holstebro Kommunes Teknik- og Miljøudvalg vil træffe beslutning om eventuel udvidelse af vognantallet. Taxa og Teknisk Forvaltning afviser behovet for en udvidelse 

9. januar 2004: Nykøbing Falster Taxa vinder licitation
Den kommunale kørsel med borgere til og fra aktivitetscentre, daghjem og lignende ligger fortsat hos Taxa efter netop afholdt offentlig licitation
 

9. januar 2004: Glædelig udmelding fra HUR
Efter den meget kraftige kritik sidst på året fra bl.a. Dansk Taxi Råd af Hovedstadens Udviklings Råds (HUR) nærmest systematiske ignorering af taxierhvervet i forhold til den kollektive trafik, er det endog meget glædigt, at HUR tilsyneladende er kommet på bedre tanker.
 

6. januar 2004: Helsingør plaget af sorte taxier nytårsnat.
I følge Frederiksborg Amts Avis fik Helsingør nytårsnat atter besøg af sorte taxier. Den ulovlige flåde bestod bl.a. af en sort BMW og en rød Opel Kadett. Folk blev tilbudt kørsel til faste priser. I følge avisen havde politiet trods flere anmeldelser ikke held til at stoppe vognene - det var en øvelse, der tilsyneladende kun lykkedes for kunderne. 
 

5. januar 2004: To kommuner uden taxier.
To lollandske kommuner stod ved årsskiftet pludselig uden taxier. Det er den alvorlige konsekvens af, at vognmanden afleverede samtlige sine seks tilladelser til de to kommuner. Både Ravnsborg og Højreby havde udstedt tilladelser til den samme vognmand. Vognmanden begrunder afleveringen med dårlig økonomi. For begge kommuner medfører afleveringen, at der ikke længere er lokal taxi betjening. Nakskov Taxa er - i følge kommunaldirektør Bjarne Hansen fra Ravnsborg - gået i tænkeboks, for eventuelt at fremsætte et forslag om samlet taxadækning på Vestlolland.