03-03-2010

Kamp om næstformandsposten

Der bliver kamp om posten som næstformand for de større foreninger i Dansk Taxi Råd. Peter Kjærgaard, direktør i Taxa Fyn, bliver udfordret af Søren H. Thomsen, formand for Aarhus Taxa og medlem af bestyrelsen i Dansk Taxi Råds Region Midtjylland.
”Jeg er blevet opfordret til at stille op. Store dele af Jylland fra Vejle og op har efterlyst et frisk pust og synes åbenbart, at de signaler, som jeg sender, er de rette for taxibranchen. Jeg har ingen formandsambitioner. Jeg vil bare gerne tjene sagen og så er jeg sådan set ligeglad med, hvordan jeg gør det. Vi er tilfredse med vores regionsformand og synes, at han skal fortsætte. Derfor kandiderer jeg til næstformandsposten”, siger Søren H. Thomsen.
Peter Kjærgaard hilser udfordringen velkommen.
”Jeg har et pragmatisk forhold til den slags. Jeg synes, det handler om sagen og om at vælge den, der er bedst til at løse opgaverne. Sådan håber jeg også, at medlemmerne ser på det”, siger Peter Kjærgaard.
Begge kandidater ser miljøet som en stor udfordring. Søren H. Thomsen vil gerne ind og presse på en hurtigere udvikling, da han mener, at Dansk Taxi Råd indimellem har hængt i bremsen på det politiske arbejde. Der mener Peter Kjærgaard derimod, at Dansk Taxi Råd først nu er begyndt at høste frugterne af de frø, som blev sået med samlingen af erhvervet i 2003.
”Jeg har selv arbejdet ihærdigt for at give Dansk Taxi Råd en miljøprofil, men det har været en vanskelig opgave. Dog er der virkelig kommet skred i tingene nu og vi er en organisation under stor og meget positiv forvandling”, siger Peter Kjærgaard.
Søren H. Thomsen mener alligevel tiden har stået for meget stille og der er brug for flere tiltag som eksempelvis konference om EP-tilladelser i Nyborg, som han synes, organisationen skal have langt flere af i fremtiden. Begge kandidater er enige om, at den nære fremtids pejlemærke er at sikre den politiske indflydelse og blive langt skarpere til at sætte en dagsorden i offentligheden.