30-06-2010

Miljøvenlige biler i fremgang

Den danske taxiflåde er blevet mærkbar grønnere efter indførelsen af miljø- og energikrav. Det generelle udvalg af biler til taxibrug er også blevet både større og grønnere. Ifølge Center for Grøn Transport er antallet af biler, der ligger i energiklasse B, steget i forhold til den tilsvarende gennemgang fra sommeren 2009. Halvdelen af udvalget af biler er dog stadig i energiklasse C. Godt 45 procent af alle registrerede taxier med plads til fem voksne personer er Mercedes-Benz C-klasse eller E-klasse modeller, og disse modeller findes i øjeblikket kun i energiklasse C med automatgear i stationcarudgaver.
Med hensyn til storvogn I indrettet til seks eller syv voksne personer, hvor bilen skal være i energiklasse D eller bedre, er udbuddet af biler i energiklasse B eller C steget synligt siden 2009. Cirka 35 preocent af alle registrerede taxier med plads til seks eller syv voksne personer er VW Touran modeller, og disse findes nu også i energiklasse B.
For biler kategoriseret som storvogn II med plads til otte eller ni voksne personer er der i øjeblikket krav om energiklasse F. Udvalget af biler, der opfylder kravene findes stadigt primært i energiklasse F.
Center for Grøn Transport har tidligere i år meddelt, at miljø- og energikravene ikke skærpes i 2010, men fastholdes som vedtaget. Center for Grøn Transport skønner, at det ikke er hensigtsmæssigt med en skærpelse før udvalget af biler bliver større, så udbuddet ikke indskrænker sig til enkelte mærker eller modeller.
Se en liste over køretøjer godkendt til taxibrug.