Den ny formand for folketingets transportudvalg, Benny Engelbrecht (S), vil forslå sine partifæller på Københavns Rådhus at tillade en forsøgsordning for klimavenlige taxier i de københavnske busbaner.
”Jeg har noteret mig, at der i den seneste tid er igangsat flere klimavenlige tiltag indenfor taxibranchen. Blandt andet undersøger Taxa 4x35 tilskudsmuligheder for at initiere et demonstrationsprojekt med 30 el-taxier i 2012, ligesom der allerede kører hybridtaxaer i de københavnske gader. Det vil være en oplagt mulighed for Københavns Kommune til at søge justitsministeren om dispensation til at give de klimabevidste aktører i taxibranchen en privilegeret ret til at benytte byens busbaner, som man kender det fra en lang række europæiske hovedstæder. Etableres en sådan forsøgsordning kan man teste potentialet for taxier i udvalgte busbaner, samtidigt med at man giver hovedstadens taxivognmand ekstra incitamenter til at satse på grønne teknologier”, siger Benny Engelbrecht.