DTR debatterer på Folkemødet
Der er stor opmærksomhed på selvkørende biler på årets Folkemøde – DTR er med fra torsdag på Bornholm
09-06-2017 | Tekst: Christina Hammer | ch@taxi.dk
Når Folkemødet begynder torsdag i næste uge vil Dansk Taxi Råd traditionen tro være at finde på Bornholm, hvor organisationen deltager i en række debatter. Der er mange arrangementer om automatisering og selvkørende biler i år, som Dansk Taxi Råd naturligvis også deltager i, da den selvkørende fremtid kan få stor betydning for taxibranchen. Dansk Taxi Råd afholder selv en debat hos Radikale Venstre, sammen med GoMore, under overskriften ” Selvkørende fremtid: Trussel eller udviklingsmulighed?”
”Både taxikørsel og samkørsel er nogle af de transportydelser, der forventes at blive udfordret af nye selvkørende forretningsmodeller, der potentielt set kan kortslutte markedet og sætte eksisterende konkurrencevilkår ud af kraft. En udvikling der tvinger etablerede brancher til at se indad og reflektere over, hvordan vi kan nytænke vores produkter og services til gavn for forbrugerne i en selvkørende fremtid, hvor vi heller ikke må glemme chaufførerne”, siger Trine Wollenberg, direktør i Dansk Taxi Råd.
Trine Wollenberg deltager senere samme dag (fredag d.16. juni) i endnu en debat om samme emne, når Ingeniørforeningen (IDA) med udgangspunkt i SIRI Kommissionens arbejde sætter spot på kunstig intelligens og transport.