En times tomgang koster kassen
En motor i tomgang er meget længe om overhovedet at blive varm og det gælder især dieselmotorer - og så er det samtidig dyrt
10-02-2016 | Tekst: Christina Hammer | ch@taxi.dk
Ifølge Miljøstyrelsen koster en daglig times tomgang i taxien et sted mellem 3000 kr. og 3500 kr. ekstra i brændstofomkostninger om året. Man kan med andre ord vælge mellem hundedyrt eller hundekoldt. Men inden man lader sig friste af lune lændestykker, så er det værd at bemærke, at der i godt en tredjedel af kommunerne i Danmark er indført regler om tomgangskørsel og de fleste tillader at motoren er kørende højst 1-3 minutter.
Teknisk rådgiver i FDM, Jørgen Jørgensen, siger i Avisen.dk, at tomgang desuden er en rigtig dårlig ide. En motor i tomgang er meget længe om overhovedet at blive varm og det gælder især dieselmotorer, som de fleste taxier er udstyret med. De producerer stort set ingen varme i tomgang og at holde motoren kørende i tomgang er decideret usundt for motoren.