Fight om Flextur

Heftig debat - borgmesteren i Syddjurs ser flextur som en øget forretningsmulighed for taxierne, mens de lokale vognmænd mener, at flextur tager brødet ud af munden på dem

10-02-2016 | Tekst: Christina Hammer | ch@taxi.dk

Flextur fik hovedrollen under en politisk taxidebat i Midtjylland. Folketingsvalgte politikere fra tre partier deltog i panelet, men det var borgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft fra Venstre, der løb med aftenens hovedrolle, da han igen og igen skulle forklare og forsvare kommunens brug af Flextur.
Inger Therkildsen, Kalø Taxi, åbnede debatten med en bredside mod Flextur. 
”Jeg har haft utallige diskussioner med politikere. De tiljubler Flextur og kalder det en erstatning for kollektiv trafik. De mener ikke, der er noget konkurrenceforvridende i Flextur. Men hvad er det så at køre politikere og andre borgere til julefrokost eller køre, hvor der aldrig har kørt en bus. Der, hvor taxierne kørte før – der kører flextur i dag. Som politikere må I da indse, at det er konkurrenceforvridende. For fem år siden kørte jeg ti kunder i lufthavnen hver dag. Nu sidder de i en flexbil. Det tager brødet ud af min mund. Vi er taget som slaver i et offentligt system, hvor det offentlige udkonkurrer det private. Det kan godt være, at kommunen ikke skal holde røven oppe på taxibranchen, men hvorfor skal I holde røven oppe på et offentligt kontor, der kører taxikørsel”, spurgte Inger Therkildsen og åbnede dermed for en heftig debat om Flextur.
Claus Wistoft forsvarede kommunens positive tilgang til Flextur.
”Vi har 40 taxitilladelser i Syddjurs Kommune og vi lægger kørsel for ti millioner kroner om året hos de lokale vognmænd. Derudover lægger vi fem millioner til Flextur, som også taxierne har andel i. Vi mener, at Flextur er kollektiv trafik, der når længere ud – også der hvor bussen ikke kørte før. Halvdelen af flexturene ligger hos de lokale vognmænd. Det skal I være glade for”, sagde borgmesteren.

Regulering af Flextur
Kim Christiansen, transportordfører for Dansk Folkeparti kaldte Flextur i den nuværende form for ren taxikørsel og henstillede til ændrede regler og forhold.
”Kommunerne vil gerne yde en god borgerservice med Flextur. Men hvorfor skal det være fra dør til dør? Hvorfor ikke lade dem køre til nærmeste stoppested”, spurgte ordførenen.
Det var netop hvad Liberal Alliances Per Zeidler ønsker.
”Taxierne får lov at køre fra midnat til morgen, mens Flextur tager alt i dagtimerne. Det er ikke fair konkurrence og det er trafikselskaberne, der har skylden. De er roden til alt ondt. De er gode til tog og busser, men taxikørslen kan kommunerne godt selv tage ansvar for. Vi kan selv udbyde kørslen og forhandle med de lokale vognmænd. Jeg vil meget gerne kigge på Flextur og se på, om vi skal visitere til kørslen, om det kun skal være tilgængeligt i visse zoner eller til og fra stoppesteder”, sagde byrådsmedlemmet fra Syddjurs Kommune.

Men meromsætning i den ene taxi hjælper jo ikke, hvis det lukker en anden. Hvor er meromsætningen for taxierne i Flextur? Det skal man da være djøf’er for at kunne regne ud. Jeg siger lige betingelser er lige konkurrence.


Også borgmesteren var interesseret i at kigge nærmere på en regulering af Flextur.
”Jeg vil gerne se på, om man kan regulere Flextur i forhold til nogle zoner eller visitation. Men jeg vil fastholde, at Flextur er en øget forretningsmulighed for taxierne. De sidder på en stor del af kørslen og den var aldrig landet i taxien, hvis Flextur ikke fandtes. Det er trafik fra bus direkte over i Flextur og dermed ind i taxien”, sagde Claus Wistoft.

Kommunal reklame for Flextur
Transportordfører for Venstre, Kristian Pihl Lorentzen, anbefalede under den ophedede debat, at kommunerne kunne holde lidt igen med Flextur.
”Det er kommunerne, der skal sætte serviceniveauet for Flextur. Jeg ville nok holde lidt igen, men når det er sagt, så er det altså bedre, at tomme busser bliver erstattet af taxier”, sagde ordføreren.
Men argumentet om de tomme busser gav Christian Rabjerg Madsen, S, medlem af Folketingets Transportudvalg, ikke meget for. Han havde nemlig en kedelig erfaring fra Varde Kommune, hvor han arbejdede, inden han blev valgt ind i Folketinget.
”Tomme busser er for dyrt for kommunerne, men i Varde reklamerede man ligefrem med hjemkørsel fra byture med Flextur. Det har intet at gøre med tomme busser. Det er direkte konkurrence over for taxierne”, erklærede socialdemokraten.

Jeg er ikke imod taxibranchen, men det er ikke min opgave at stå og sige, at I kan få det, som I havde i fortiden eller bare for fem år siden. For tiden forandrer sig og det gør I klogt i at se i øjnene. – Claus Wistoft, V-borgmester

Claus Wistoft kunne ikke se noget konkurrenceforvridende i Flextur.
”Taxierne udfører jo selv den kørsel, som I kalder for konkurrenceforvridende. Taxierne har omsætning for 4 millioner i Flextur i Syddjurs Kommune. Det vil sige, at 6-7 taxier holdes kørende alene på det grundlag. Flextur er altså kommet for at blive”, argumenterede borgmesteren, der fik direkte svar fra Kim Christiansen.
”Men meromsætning i den ene taxi hjælper jo ikke, hvis det lukker en anden. Hvor er meromsætningen for taxierne i Flextur? Det skal man da være djøf’er for at kunne regne ud. Jeg siger lige betingelser er lige konkurrence”, fastslog ordføreren fra Dansk Folkeparti.

Trafikselskaber er mafia
Per Zeidler gentog sit ønske om at skabe ordnede forhold omkring brugen af Flextur og opfordrede til at droppe brugen af trafikselskaberne.
”Gennemsnitslængden på en Flextur er 5,6 km, så det er altså ikke lange ture ude fra landet, hvor der ikke er kollektiv trafik, som det ellers var tænkt. Det fortæller, at der er noget ravruskende galt. Vi kan sagtens selv samarbejde med de lokale vognmænd og gå uden om den trafikmafia, der hedder trafikselskaber. Regionerne ved intet om taxikørsel og derfor skal det tilbage i kommunerne”, sagde Per Zeidler.
Inger Therkildsen anførte, at kun 7,8 procent af kørslen for Flextur for de fire millioner kroner var kørt af vognmænd i Syddjurs. Det andet er blevet kørt af biler, der kommer fra andre kommuner. Men her appellerede Claus Wistoft til, at man så på branchen som helhed og ikke kun koncentrerede sig om sin kommunegrænse.
”Jeg er ikke imod taxibranchen, men det er ikke min opgave at stå og sige, at I kan få det, som I havde i fortiden eller bare for fem år siden. For tiden forandrer sig og det gør I klogt i at se i øjnene. I bliver nødt til at forholde jer til det marked, I kigger ind i. I kan ikke lukke øjnene. I må forholde jer konstruktivt og byde ind i fremtiden. I går fallit, hvis I kun tænker inden for kommunegrænsen”, sagde Claus Wistoft.
En vognmand fra Ikast-Brande Kommune lukkede aftenens debat om Flextur, da han rejste sig og konkluderede, at borgmester Claus Wistoft var syg efter Flextur.
”Du er så syg efter Flextur. Forleden kørte vi til Langeland for at hente en kunde i Aldi og køre ham hjem. Det var 428 km fra Brande til Langeland og retur. Det er den Flextur, som du er så syg efter”, sagde vognmanden.


Læs også

Medlemsmøder om ny taxilov
Hvad betyder ny taxilov for den enkelte chauffør, vognmand og bestillingskontor. Det vil Dansk Taxi Råd give svar på ved en række medlemsmøder.
Læs mere
Spørgsmål og svar om ny taxilov
Der er mange spørgsmål til den kommende taxilov. Dansk Taxi Råd har samlet en række Q & A's.
Læs mere
TAXA 4x35 overdrager taxakørsel i Kolding til Taxa Fyn
Fra den 1. november 2017 vil kunderne skulle kontakte Taxa Fyn i stedet for TAXA 4x35, når de ønsker kørsel i Kolding
Læs mere

Kontakt
Dansk Taxi Råds administration 
Valhøjs Allé 126  
2610 Rødovre

Tlf.: 38 77 78 90  
Fax: 38 71 78 91 
E-mail: dtr@taxi.dk

Følg os
 

Tilmeld nyhedsbrev


Accepter cookies

taxi.dk bruger cookies til statistik og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Klikker du på et link på vores website, accepterer du samtidig cookies fra taxi.dk

Accepter