Erhvervslivet elsker JYSK Taxi

JYSK Taxi risikerer at måtte sige nej til kørsel på mere end 200.000 ture årligt, fordi de mangler vognmænd

16-05-2016 | Tekst: Christina Hammer | ch@taxi.dk

Siden selskabet JYSK Taxi, som har til formål at yde landsdækkende taxikørsel for erhvervskunder, for alvor gik i luften i april sidste år har interessen fra erhvervslivet været stor. Så stor at JYSK Taxi i flere tilfælde har været nødt til at afvise virksomheder, som ønsker at tegne kontrakt med JYSK Taxi om landsdækkende taxikørsel. Årsagen er, at JYSK Taxi mangler taxiselskaber som samarbejdspartnere i en del jyske byer, som virksomheden meget gerne vil tilbyde også at dække.

”Lige nu sidder jeg og overvejer at sende biler til en større jysk by et godt stykke herfra. Det er jo galskab at trække biler så langt, når vi lige så godt kunne samarbejde med de helt lokale taxiselskaber til alles fordel”, siger Astrid Donnerborg, administrerende direktør i JYSK Taxi og Aarhus Taxa, der sammen med Horsens Taxa udgør grundstammen i JYSK Taxi.

Helt konkret er JYSK Taxi på stående fod i forhandlinger, som kan resultere i, at selskabet må sige nej til kontraktkørsel på mere end 200.000 ture årligt samlet set, fordi selskabet har brug for flere samarbejdspartnere i andre byer.

Der var masser af besøgende og god dialog på JYSk Taxis stand på generalforsamlingen i Dansk Taxi Råd.

Det seneste år har JYSK Taxi haft en omsætningsfremgang på 69 procent. Bag succesen ligger et koncept, som erhvervslivet i den grad har taget til sig.

”Erhvervsvirksomhederne ønsker, at det skal være nemt at håndtere deres behov for taxikørsel. De vil have én pålidelig leverandør, som kan løse opgaven, uanset hvor i landet, virksomheden ringer fra og uanset, hvor personerne skal hentes. De vil med andre ord bare have ét nummer, én faktura og sikkerhed for, at opgaven løses til perfektion”, forklarer Astrid Donnerborg.

I øjeblikket kører selskabet for flere større virksomheder, som har afdelinger rundt om i landet, men også uddannelsesinstitutioner og udenlandske rejseagenter har indgået aftaler med JYSK Taxi. Det går med andre ord rigtig godt – lige med den undtagelse, at der er behov for flere taxiselskaber og flere vognmænd til at løse opgaverne.

”Det undrer mig, at vognmændene tøver i denne situation. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke står i kø for at blive en del af JYSK Taxi. Taxiselskaberne kan jo selv vælge i hvilken grad, de ønsker at være med”, siger Astrid Donnerborg og peger på flere muligheder.

”Man kan nøjes med at samarbejde omkring store kunder og udbudsrunder. Nu er der lige kommet ny udbudslov og det kan altså være en mundfuld for et lille taxiselskab, men der er også mange andre muligheder, hvor et selskab kan lade flere opgaver overgå til JYSK Taxis administration, hvis man ønsker den model. Det er helt op til det enkelte selskab”, forklarer Astrid Donnerborg.

 

Astrid Donnerborg, direktør i JYSK Taxi undrer sig over, at vognmændene ikke står i kø for at få andel i kørslen.

Direktøren i JYSK Taxi mener, at selvom det nærmest er en branchetradition at bekrige hinanden, så er samarbejde den eneste vej for taxihvervet i en presset branche.

”Samarbejde er den eneste løsning, hvis taxibranchen skal blomstre. Der er en stærk tradition for at være sig selv. Man skal have sit eget kontor og sin egen central og sit eget personale. Det kan man også sagtens beholde og stadig køre for JYSK Taxi. Vi har den holdning, at vi tilpasser aftalen til de enkelte selskaber, der vil være med i JYSK Taxi, men det er klart, at jo mere man går med i, jo større er besparelserne og jo mere tjener man”, siger Astrid Donnerborg.

Hun erkender, at der kan være tekniske udfordringer, men ikke flere end at de kan løses og en ting er sikkert – teknik skal ikke være en forhindring.

”Vi skal ikke lade os begrænse af systemer. Vi skal tænke større end det og stå sammen. Vi er sårbare, når vi er alene og vi kan meget mere, når vi er sammen om det. I sidste ende er der kun to ting, der tæller. Omsætningen skal op og omkostningerne skal ned. Det kan vi i JYSK Taxi. Og jeg vil da ærgre mig, hvis jeg må sige nej til store kunder, fordi vi ikke har bilerne, når jeg nu ved, at de findes derude”, siger Astrid Donnerborg.

Fakta om JYSK Taxi

  • JYSK Taxi har hovedkontor sammen med Aarhus Taxa i det vestlige Aarhus.
  • JYSK Taxi tæller indtil videre Aarhus Taxa og Horsens Taxa, der i alt har cirka 245 vogne og mere end 700 ansatte. Derudover benytter JYSK Taxi sig af andre samarbejdspartnere for at kunne nå ud til det meste af landet.
  • Aarhus og Horsens Taxas fælles kundecenter er døgnbemandet og besvarer 1,1 millioner opkald om året. 98 % af dem besvares inden for ti sekunder. Derudover håndterer kundecentret JYSK Taxis kunder.

Læs også

Medlemsmøder om ny taxilov
Hvad betyder ny taxilov for den enkelte chauffør, vognmand og bestillingskontor. Det vil Dansk Taxi Råd give svar på ved en række medlemsmøder.
Læs mere
Spørgsmål og svar om ny taxilov
Der er mange spørgsmål til den kommende taxilov. Dansk Taxi Råd har samlet en række Q & A's.
Læs mere
TAXA 4x35 overdrager taxakørsel i Kolding til Taxa Fyn
Fra den 1. november 2017 vil kunderne skulle kontakte Taxa Fyn i stedet for TAXA 4x35, når de ønsker kørsel i Kolding
Læs mere

Kontakt
Dansk Taxi Råds administration 
Valhøjs Allé 126  
2610 Rødovre

Tlf.: 38 77 78 90  
Fax: 38 71 78 91 
E-mail: dtr@taxi.dk

Følg os
 

Tilmeld nyhedsbrev


Accepter cookies

taxi.dk bruger cookies til statistik og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Klikker du på et link på vores website, accepterer du samtidig cookies fra taxi.dk

Accepter